Amalie Vilslev trak vejret for sidste gang i en alder af bare 21 år. Nu kan man snart følge hendes sårbare vej fra fest og farver til erkendelsen af at skulle dø, inden livet for alvor er gået i gang.

Et kamerahold fra TV 2 ECHO har nemlig fulgt Amalie Vilslev på tæt hold siden 2020, hvor hun fik nye lunger efter flere års kamp mod en sjælden sygdom, der stille stjal Amalie Vilslevs mulighed for at trække vejret.

Amalie Vilslev nåede med sine nye lunger at smage på et almindeligt ungdomsliv i to år og tre måneder. Hun startede på sygeplejerskeuddannelsen, grinede med sine veninder – og kunne ikke mindst trække vejret helt ned i maven igen.

Og derfor havde hverken dem, der førte kameraerne eller hovedpersonen selv, regnet med, at dokumentaren skulle ende med Amalie Vilslevs begravelse.

I foråret 2022 fik Amalie Vilslev nemlig den værste besked, en organtransplanteret kan få:

Kronisk afstødning.

En besked, der for Amalie Vilslev betød, at der ikke længere var noget at gøre for at redde hendes, endnu, korte liv.

‘Døden er endnu engang på tæt hold. Jeg skal ikke dø i skrivende stund, men jeg har heller ikke hele livet foran mig længere. Forskellen er, at denne gang er der ikke nogen plan B,’ skrev Amalie Vilslev til sine følgere på Instagram efter den hårde besked.

Amalie Vilslevs sidste rejse er blevet til en dokumentar.
Amalie Vilslevs sidste rejse er blevet til en dokumentar.
Vis mere

Amalie Vilslev flyttede kort tid efter på hospice, hvor hun i sine sidste dage inviterede sine følgere indenfor – og åbent delte sine tanker om døden.

For Amalie Vilslev var det vigtigste i livet at nyde hvert et øjeblik – og derfor var både venindeaftaler, god mad, kold vin og små fejringer en daglig ting – også selvom hun boede på et hospice.

Med ordene 'alt, vi har, er nu' gjorde Amalie Vilslev sit for at fortælle dem, der ville lytte, et sidste budskab, inden hun trak vejret for sidste gang 16. august sidste år.

Tiden op til Amalie Vilslevs sidste dag kan man følge i dokumentaren 'Amalie skal dø', der bliver sendt på TV 2 Play mandag.