Siden 1995 har Hotel D'Angleterres storslåede juleudsmykning på hotellets facade oplyst tusindvis af julespændte øjne på Kongens Nytorv.

Men det kan, efter torsdagens pressemøde om energikrisen, nu være i fare.

»Det er klart, at vi nu revurderer, om vi skal have selv den nedskalerede julebelysning på baggrund af dagens udmelding,« skriver Signe Thorup, pr-manager på Hotel D'Angleterre, til B.T.

Julebelysningen på D'Angleterre har i forvejen været voldsomt nedskaleret efter coronakrisen, hvor hotellet blev økonomisk ramt.

Fra at have brugt millionbeløb på en lysende julehilsen til danskerne fortæller Signe Thorup, at de i år har planlagt »fire LED-lanterner på balkonen mod Kongens Nytorv«.

Signe Thorup fortæller desuden, at hvis hotellets julefacade bliver en belastning mere end en glæde til samfundet, er formålet gået tabt.

»Hele tanken bag julefacaden er at bidrage til den hyggelige julestemning i byen. Det har altid været vigtigt for os at bidrage til vores lokalmiljø.«

Torsdagens pressemøde handlede om, at især det offentlige skulle spare på el og varme. Herunder unødig udendørs belysning.

Alle andre danskere blev desuden opfordret til at vise samfundssind i den igangværende energikrise.

Og derfor kommer julelysene på D'Angleterre måske til at gå i sort.

Hotel D'Angleterre er et af Danmarks mest fashionable hoteller. Det blev grundlagt i 1755 og er blandt andet blevet besøgt af H.C. Andersen.