Rektor på Rødovre Gymnasium tog lørdag aften den tunge beslutning at lukke gymnasiet helt ned for ikke at risikere flere smittede.

Det skriver Rødovre Lokal Nyt.

»Rødovre Gymnasium lukker ned og overgår til virtuel undervisning,« skriver Peter Ditlev Olsen lørdag aften i en besked til samtlige elever.

Det er et smitteudbrud blandt de yngste elever, der er årsag nedlukningen.

Først forsøgte gymnasiet at sende alle berørte klasser hjem og indføre ekstra restriktioner og rengøring, men forsøget på at indæmme smitten slog fejl.

»På baggrund af de sidste dages smittetal er der desværre ikke meget, der tyder på, at vores inddæmningsstrategi har haft succes med at stoppe smittekæderne på RG,« skriver rektoren.

Smitten er nu konstateret i flere nye klasser. De smittede har fået besked på at gå i selvisolation og blive testet.

Alle elever deltager i fjernundervisning de næste uger.