Der er blevet skrevet stolpe op og stolpe ned om de over 40 enorme containere med sko, medicinaludstyr og andet, som et Mærsk-skib i fredags tabte i havet ud for Nordjylland.

Kritikken er haglet ned over shippinggiganten, og særligt oprydningsarbejdet har været i fokus.

Det virker dog til, at én gruppes problemer har bevæget sig under radaren:

Fiskerne.

DR kan nemlig nu skrive, at Mærsk-uheldet for fiskerne mildest talt er rigtig træls.

»Vores skibe er tyndskallede, lette skibe og tåler ikke at ramme ind i en container, som svarer til et lille klippeskær,« siger Thomas Højrup, der er formand for Thorupstrand Kystfiskerlaug, til statsmediet.

Én ting er de vildfarne containere. 

Noget andet er den plastik, der flyder rundt i vandet, og som kan vikle sig ind i garnet.

DR har også talt med Hanstholm Fiskeriforening, der deler bekymringen.

Her frygter formanden, at fiskerne helt vil undgå at tage ud på havet i disse dage, fordi det kan koste dyrt, hvis trawl eller vod sætter sig fast i en sunket container.

Og lige i disse dage er det bestemt ikke omkostningsfrit at måtte blive i land som fisker.

I Thorupstrand Kystfiskerlaug har byens familier nemlig sammen investeret i fiskekvoter, så man til nytår kan fange den traditionsrige torsk.

Hvis de ikke kan fange dem i år, er kvoterne væk, og så går fiskerne glip af den enorme omsætning.

Fiskerne får nemlig mellem 50 og 80 kroner pr. kilo nytårstorsk, og lige nu er der kvoter til 50 ton torsk. Så kan du selv lave regnestykket.

Derfor håber Thomas Højrup fra Thorupstrand Kystfiskerlaug også, at der vil være en form for erstatning til fiskerne, hvis det ikke bliver muligt at fange nytårstorsken.

Mandag har Mærsk sendt en bjærgningsfartøj ud for at forsøge at lokalisere containere ved strandene og på havet, da de senere skal bjærges. Det blæsende vejr har dog gjort det vanskeligt for fartøjet, oplyser Mærsk.

Nynne Scheuer, der er miljøchef i Mærsks flåde, siger i et skriftligt svar, at rederiet ser med stor alvor på situationen og påtager sig ansvaret for, at der bliver ryddet op.

»Vi har, siden containerne blev tabt i Nordsøen, været i tæt dialog med myndighederne, og det er vi forsat. Det handler både om at få ryddet op på strandene og i havet ud for den nordjyske kyst,« lyder det videre.

Mandag har Mærsk sendt en bjærgningsfartøj ud for at forsøge at lokalisere containere ved strandene og på havet, da de senere skal bjærges. Det blæsende vejr har dog gjort det vanskeligt for fartøjet, oplyser Mærsk.