Coronakrisen sætter gang i følelserne hos os alle. Ifølge Helena Hauge, der er præst i Davids Kirke på Østerbro i København, 'er det lige nu helt naturligt at være bange'.
Er man bange, tager man sig i agt, vasker hænder og holder afstand. Det er sundt.
»Men hvis angsten griber én, handler man irrationelt. Måske isolerer man sig fuldstændigt eller spritter sit barns fingre af 70 gange om dagen.«
Det er usundt.
Siden statsminister Mette Frederiksen den 11. marts lukkede landet, har Helena Hauge som alle andre præster ikke kunnet invitere trængte sognebørn i kirke.
I stedet bad kirkeminister Joy Mogensen præsterne om at 'tænke kreativt i forhold til, hvordan vi som mennesker kan tænde håb hos hinanden'.
Det fik Helena Hauge til at lægge sit telefonnummer på Facebook. I løbet af de sidste 10 dage har hun haft 'i hvert fald 15-20 samtaler', for der er mange, der mentalt bøvler med coronaen.
Ifølge international forskning er det helt forventeligt.
Engelske forskere har i et nyt studie, udgivet i det anerkendte tidsskriftet The Lancet, undersøgt, hvordan mennesker påvirkes af at være i karantæne.
Forskerne har sammenlignet undersøgelser fra tidligere epidemier, hvor sars, ebola og svineinfluenza satte mennesker i isolation. Konklusionen er, at karantæne kan give både umiddelbare og længerevarende skader på psyken.
To træk, der oftest blev noteret hos de undersøgte, var modløshed og irritabilitet. Men også depression, stress, søvnløshed, PTSD-symptomer, vrede og udbrændthed følger lige i hælene på en karantæne.
Og følgerne kan måles op til tre år efter, at isolationen er ophørt, skriver The Lancet.
Præst Helena Hauge oplever, at særligt to grupper er hårdt ramt af corona-karantænen.
- De syge, der er lukket inde.
- De raske, der selv vælger at lukke sig inde.
Hun mener, at især den sidste gruppe er hårdt ramt, fordi de kæmper mod angsten.
»Og angsten hæmmer den frie udfoldelse, vi trods alt har,« siger hun.
Også på siden sjaelesorg.nu kan man mærke, at folk er pressede af krisen.
På sitet kan alle anonymt chatte med en præst. Siden coronakrisens begyndelse har de tilknyttede præster tredoblet antallet af online-samtaler.
Det er især to typer af problemer, der trænger sig på, siger Pernille Hornum, der er leder af sjaelesorg.nu.
»De, der direkte udløses af coronaen, handler om frygt, ensomhed og usikkerhed.«
Typisk er folk bekymrede for, hvor længe krisen varer. De er usikre på, hvad de skal stille op i en forandret hverdag, om de har deres arbejde bagefter, og mange ældre er ensomme, fordi de ikke længere får besøg.
En anden gruppe, der skriver, er dem, der pludselig har fået tid til at gruble over 'gamle' bekymringer eller sorger som savn og sorg efter skilsmisser eller tab, mobning eller familiekonflikter.
»De eksistentielle sorger og bekymringer banker særlig hårdt på lige nu.«
For pludselig har vi tid og kan ikke undgå at mærke, hvordan vi har det, forklarer Pernille Hornum.
»Normalt kan man handle sig bort fra problemerne eller lade sig distrahere fra dem. Nu er man tvunget til at mærke dem – om man har lyst eller ej.«
Mens præsterne på nettet tilbyder anonym rådgivning, vil Helena Hauge helst – på trods af covid-19 – have øjenkontakt.
»Er man syg, tager vi snakken på telefon, men ellers har jeg haft samtaler ansigt til ansigt – med god afstand imellem os – og sprit på bordet.«
Nogle gange har hun lyst til at bryde alle regler og lægge en hånd på en andens, for vi har – mere end nogensinde brug for trøst.
»Folk behøver kontakt. For lige nu er ensomhedsfølelsen stor.«
Hun kan ikke fjerne den bekymring og angst, som coronaen har antændt i mange, men 'jeg kan hjælpe til, at man kan lære at leve med den'.
Grundlæggende handler det om at slippe kontrollen.
»I gamle dage, når fiskeren skulle på havet, sagde hans kone 'det er Gud i vold', om han kom hjem igen. På den måde lagde hun ansvaret fra sig. I dag er vi utroligt kontrol-fikserede. Vi vil styre alt.«
Men vi bliver nødt til at acceptere, at coronaen er ude af vores hænder.
»Jeg kan ikke vide, om vinduespudseren, der lige hostede på mig, har smittet mig. Det eneste, jeg kan gøre for at leve i det, er at lægge kontrollen fra mig og acceptere situationen, som den er.«
Det trøster ikke at sige: 'Det skal nok gå' eller 'lige om lidt er det overstået'. Det eneste, der nytter, er at tale om de følelser, der er helt reelle.
For det ér 'rette følelse på rette sted' at være bekymret, bange eller sorgfuld.
»Lige nu kan efterladte ikke sige farvel ved en bisættelse, og pårørende kan ikke besøge deres syge mor. Det ér en sorg,« siger Helena Hauge.
