Coronavirusset rammer alle. Høj som lav, rig som fattig, 'almindelige dødelig' som kongelig.

Det er Belgien nu beviset på.

Ifølge det belgiske magasin Le Soir Mag fortæller Prins Laurent, der er lillebror til kong Philippe af Belgien, at de i familien er blevet ramt af coronavirusset.

Det skriver Se og Hør.

Belgien er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af coronavirusset.

Flere end 8.700 er døde, hvilket ifølge Johns Hopkins University giver belgierne en kedelig 7. plads i flest covid-19-relaterede dødsfald.

I Europa er det kun Spanien, Italien og Storbritannien, der er hårdere ramt målt på samlet dødstal.

Resten af familien i karantæne

Over for Le Soir Mag ønsker Prins Laurent ikke fortælle, hvem i familen, der har været syg med covid-19.

»Vi ved ikke, hvordan det gik til, men vi fik smitten hjem,« siger den 56-årige prins, der sammen med hustruen Claire Louise Coombs har tre børn.

Ifølge prinsen var symptomerne aldrig så alvorlige, at det unavngivne familiemedlem skulle indlægges. Dog blev familiemedlemmet isoleret fra de andre, imens resten af familien skulle i karantæne.

Den belgiske prins fortæller, hvordan de ligesom mange andre under coronakrisen i Belgien og Sydeuropa ikke har været uden for en dør i ugevis, og når de så endelig har, har de altid haft ansigtsmaske og handsker på.

Skandaleombrust prins

Ud over at være kendt for at have blåt blod i årerne er Prins Laurent kendt for sine mange kontroversielle udmeldinger samt excentriske levevej.

Prinsen har blandt andet raget uklar med regeringen, da han uden tilladelse har plejet omgang med en af Muammar Gaddafis sønner samt Den Demokratiske Republik Congos præsident Joseph Kabila, som i mange år nægtede at træde tilbage og udskrive valg, selvom han havde siddet på magten i 16 år.

Prins Laurent har også gjort sig upopulær i befolkningen, efter han revsede regeringen, da de snakkede om at skære ham i apanage.

Samlet ville regeringens forslag betyde, at prinsen skulle gå omkring 300.000 kroner ned i årsindtægt, hvilket ifølge prinsen selv ville presse ham ud i 'social isolation'. Noget Belgiens befolkning havde svært ved at tage seriøst, eftersom hans årsindkomst stadig ville ligge på omkring to millioner kroner.

Den kontroversielle belgiske prins var tipoldebarn af den danske konge Frederik d. 8, som i modsætning til prins Laurent nød stor, folkelig popularitet.