Hjælp: Du har ret til kompensation, hvis dit fly er forsinket. Men som privatperson er det svært at få flyselskaberne til at punge ud, påstår tjenesterne FlyHjælp og Flyforsinkelse.dk. Flyselskaber afviser, at de er uvillige til at betale

Der kan være mange penge at hente, hvis dit fly er forsinket mere end tre timer, aflyst eller overbooket. Men alt for mange danskere kender ikke deres rettigheder eller orker ikke at kæmpe med flyselskaberne.

Som privatperson har du ret til at bede om kompensation, og afviser flyselskabet dig, kan du uden omkostninger melde sagen til Trafikstyrelsen, som afgør sagen.

Alligevel vælger mange mennesker at gøre brug af tjenester som FlyHjælp og Flyforsinkelse.dk., som – mod en bid af kagen – hjælper passagererne med at føre sagen.

FlyHjælp og Flyforsinkelse.dk tager henholdsvis 25 pct. og 31,25 pct. af kompensationen i salær, hvis de vinder sagen. Taber de den, er det derimod gratis for forbrugeren, og virksomheden betaler alle omkostninger.

I langt de fleste tilfælde vinder virksomhederne dog de sager, de bringer for retten. Ifølge Flyforsinkelse.dk har de vundet 97 pct. af alle sager, siden virksomheden startede i 2012, og FlyHjælp oplyser en vinderprocent 92 pct.

Og det er der en grund til. Ifølge tjenesterne selv har de langt lettere ved at vinde sager, end privatpersoner har, fordi de har et hold af advokater i ryggen.

»Når en privatperson henvender sig til flyselskaberne, vil de normalt bare blive afvist. Når vi skriver til flyselskaberne med et krav, så skriver vi med en anden tyngde, og derfor bliver pengene ofte udbetalt,« siger direktør i FlyHjælp, Gustav Frederik Thyboe.

At privatpersoner normalt vil blive afvist af flyselskaberne, bestrider både Norwegian og SAS.

»Overordnet set forholder vi os til de regler, der er på området, og det vil sige, at de passagerer, som har krav på EU-kompensation, får det selvfølgelig,« siger pressechef i Norwegian Daniel Kirchhoff.

Overbookning

Generelt er reglerne, at du har krav på kompensation, hvis du kommer mere end tre timer senere frem til destinationen, hvis flyet er aflyst, eller hvis du ikke kommer med, fordi flyselskabet har overbooket det. Med mindre dette skyldes ’usædvanlige omstændigheder’.

Og det er her, hunden ligger begravet.

Begrebet ’usædvanlige omstændigheder’ er meget uklart defineret i forordningen. Og derfor er der ofte stridigheder mellem kunderne og flyselskaberne.

’Usædvanlige omstændigheder’ er defineret som tre ting: strejke, sikkerhedstrusler og ekstremt dårlige vejrforhold. Men hvorvidt den reelle forsinkelse eller aflysning rent faktisk skyldes en af disse ting kan diskuteres – og det bliver det i høj grad.

»Man skal ikke lade sig skræmme af, at flyselskabet skriver, at forsinkelsen skyldes et sikkerhedsmæssigt problem. Den påstand vil vi normalt ikke acceptere. I langt de fleste tilfælde dækker det sikkerhedsmæssige problem over en teknisk fejl på flyet, og så er det flyselskabernes ansvar,« siger direktør i Flyforsinkelse.dk Johan Fugmann, der gerne vil udfordre, hvad der er ’usædvanlige omstændigheder’.

»Vi har en sag med en fugl, der er fløjet ind i motoren. I starten mente vi, det var ’usædvanlige omstændigheder’, men nu vil vi afprøve det i retten. Hvad med lynnedslag, er det virkelig usædvanligt? Og hvad er dårligt vejr? Om vinteren er det jo ikke usædvanligt med dårligt vejr. Det vil vi køre sager på,« siger Johan Fugmann.

Ifølge både Gustav Frederik Thybo og Johan Fugmann går flyselskaberne alt for langt i deres iver efter at undgå at betale kompensation til kunderne.

»Flyselskaberne lyver om den reelle årsag til forsinkelse. Hvis der har været en lille brise af vind, så siger de, at der har været en orkan, nærmest. De gør det værre, end det er. Derfor har vi også købt adgang til nogle databaser, så vi kan se, om det er rigtigt, at vejrforholdene faktisk var så dårlige, at det var nødvendigt at aflyse den flyafgang,« siger Gustav Frederik Thyboe.

Problem i hele branchen

Han vil ikke hænge enkelte flyselskaber ud, men påpeger, at det er et problem i hele branchen.

Den påstand tager Sammenslutningen af Europæiske Luftfartsselskaber (AEA) afstand fra.

»Vi er ikke bekendt med flyselskaber, som lyver om forsinkelser. Faktisk skal man kunne bevise, hvis en forsinkelse skyldes stærke vinde, og derfor tror jeg ikke, nogen flyselskaber vil lyve. Desuden har hvert selskab sin egen manual for, under hvilke vejrforhold det er forsvarligt at flyve med det specifikke fly. Manualerne har virksomheder ikke indsigt i, og derfor kan de ikke vurdere, om det er sikkert at flyve, hvis de kun ser på vejrforhold,« skriver Geert Sciot, kommunikationsansvarlig i AEA.

SAS og Norwegian afviser også kritikken.

Forbrugerrådet kritisk

At det er et problem, at alt for få flypassagerer får den kompensation, de har krav på, bakker Forbrugerrådet Tænk dog op om.

»Vi har undersøgelser, der viser, at det kun er omkring halvdelen af de passagerer, der oplever forsinkelser eller aflysninger, som får dét, de har krav på. Vi mener, det er et stort problem. Vores undersøgelser viser det samme år for år, og der sker ikke nogen positiv udvikling,« siger Asta Ostrowski, der er seniorrådgiver i Forbrugerrådet.

I Sverige oplever man lignende problemer, og også der er der derfor blomstret flere virksomheder frem, der – ligesom Flyforsinkelser.dk og FlyHjælp – skaber en forretning på baggrund af at hjælpe kunder med at få den kompensation, de har krav på.

Men her har det svenske forbrugerråd været fremme og kritisere fire virksomheder af samme slags for at vildlede kunderne ved at hævde, det er sværere at få kompensation fra flyselskaberne, end det egentlig er. Den kritik kan Forbrugerrådet Tænk ikke tilslutte sig.

»Hvis flyselskaberne overholdte passagerforordningen og gav passagererne, hvad de har krav på, så var der jo slet ikke forretningsgrundlag for de her virksomheder. Men det gør de ikke,« siger Asta Ostrowski.