Flyet, som vejer i tom tilstand vejer 280 tons, landede næsten yndefuldt i Københavns Lufthavn kl. 08:18.

Verdens største passagerfly landede for første gang i Danmark kl. 08:18 i Københavns Lufthavn. Mere end 300 flyentusiaster var stimlet sammen ved deres foretrukne udkigspost 'Flyvergrillen' i Kastrup for at få et glimt at luftkæmpen.

Se også: Hvorfor skal mobilen slukkes, når man flyver? 

- Det er den største dag! Det er et fly, vi har ventet på i mange år, og vi troede jo aldrig, at vi ville komme til at se det her i Kastrup lufthavn. Det er fuldstændig fantastisk! jubler Michael Bo Rasmussen, der selv er flyveleder i lufthavnen.

Mens mange af hans kolleger har byttet vagter for at komme til at sidde i kontroltårnet lige netop i dag, har han selv byttet sig til en fridag for at følge landingen fra Flyvegrillen. Og også hans tre sønner får lov at udskyde skoledagen.
Annonce

Pensionist Poul Erik Jørgensen har taget turen fra Vallø på Sydsjælland til Kastrup.

- Det er den største dag! Det er jo verdens største fly, vi får besøg af. Jeg har glædet mig meget, siger Poul Erik Jørgensen, der også fulgte Air Force Ones landing i sin tid.

Skuden lyder det præcise navn Airbus A380. Måler 73 meter på længden og rager 24 meter op i højden. Vingefanget er på 80 meter, svarende til - hold godt fast - Rundetårn liggende to gange. Mens kampvægten lyder på 280 ton - uden indhold vel at mærke.

Det rekordstore fly kan fragte 555 passagerer, fordelt på tre klasser, med en fart på 925 km/t.

A380 blev første gang sat i drift af Singapore Airlines på en flyvning fra Singapore til Sydney i oktober 2007. Siden har en lang række andre flyselskaber, herunder Lufthansa, indkøbt passagerflyet.

Landingen i Danmark er en del af en testflyvning, som Lufthansa står bag.

Flyet var forsinket fra Frankfurt i Tyskland, og den planlagte landing 7.55 blev udskudt med 20 minutter. Efter planen sætter flyet kurs mod Stockholm klokken 10.00.

Se også: Sådan kan du også flyve

Airbus A380 i tal

Længde: 72,7 meter
Højde: 24,1 meter
Vingefang: 79,8 meter
Vingeareal: 845 kvadratmeter
Tomvægt: 280 tons
Maks vægt ved start 560 tons
Rækkevidde: 14.800 km
Plads til mellem 555 og 840 passagerer, afhængig af indretning.
Kabinevidde 6,58 meter – på 1. sal 5.92 meter.
Kabinelængde 49,90 meter, 44,9 meter på 1. sal.
478,1 kvadratmeter gulvmeter (i Boeing 747-400 er der 320,8 kvadratmeter gulvplads).
Motorer: 4 Rolls-Royce Trent 900 motorer eller Engine Alliance GP7200 turbojetmotorer
Hastighed: 902 km/t
49 procent mindre støj end i Boeings 747 fly
Bruger 15 procent mindre brændstof end Boeing 747-400.
Der findes pt. 36 Airbus A380 i rute. Der er bestilt yderligere 198. Fem selskaber har indtil nu flyet i stald: Qantas, Singapore Airlines, Air France, Emirates, og Lufthansa.

Airbus A380 testfløj første gang 27. april 2005. Det blev sat i drift 25. oktober 2007 hos selskabet Singapore Airlines.

A380 First Class

De forskellige selskaber har selv indrettet deres kabiner, især på First Class er der forskel.

Lufthansa: 8 lædersæder adskilt af skærme. Sæderne er 78,5 centimeter brede og kan lægges helt ned. Lille sofa foran hvert sæde. To gigantiske badeværelser med figurspejl og lædersofa.

Singapores Airlines: 12 helt lukkede suiter med to sæder + en seng og et skrivebord. Et par af suiterne kan slås sammen, så man får en dobbeltseng.

Air France: Ni 87 cm brede sæder, som kan lægges helt ned. En first-class-only bar. Et kunstgalleri på LCD-skærme med værker fra hele verden.

Emirates: 14 suiter med skydedøre. 57,5 cm brede sæder med indbygget massagesystem. Sæderne kan konverteres til senge. Eget tv med 23 tommer skærm og egen minibar. Adgang til shower spa og first-class-only lounge.  

Qantas: 14 lædersæder a 73 cms bredde, som kan konverteres til en seng på over 2 meters længde. Indbygget massage. Hvert sæde er adskilt fra de øvrige af skærme.

Se også: Sid på en cowboy-sadel under flyrejsen