Det er i sidste øjeblik inden onsdagens samråd, at socialminister Annette Vilhelmsen erkender, at Huset Zornig fik særbehandling. Det skulle være sket før, mener Venstre.

Ja, Lisbeth Zonigs projekt Stemmer På Kanten fik særbehandling, da Socialministeriet skulle uddele en millionpulje. Det er erkender socialminister Annette Vilhemsen (SF) i et svar til Folketinget onsdag.

Men den erkendelse kommer for sent, mener Venstres Jakob Engel-Schmidt (V).

»Jeg synes, ministeren har gjort det ualmindeligt svært for sig selv. Hun erkender nu, at hun har talt usandt i Folketingssalen og af flere omgange har omgået sandheden i en høj grad af lethed. Det havde jo været bedre, at ministeren havde fremlagt al information, da vi spurgte i første omgang,« siger han og fortsætter:

»Det øger min bekymring. Hver eneste gang vi har spurgt ind til sagen, er den blevet værre, og det viser sig nu, at ministeren kryber til korset og anerkender, at ministeriet har særbehandlet en privat virksomhed.«

Jakob Engel-Schmidt mener, at Annette Vilhelmsen skylder at komme med »en god forklaring«, og han ser frem til samrådet onsdag klokken 12, hvor hun skal uddybe sine svar.

»Klokken 12 får vi lejlighed til at spørge ind til sagen, og her får vi forhåbentligt et fyldestgørende indblik i, hvordan sagen er forløbet fra A til Z, og på den baggrund må vi jo konkludere.«

Spørgsmål: Hvordan kan du som medlem af Socialudvalget have tillid til Annette Vilhelmsen?

»Det vil jeg gerne vente med at svare på til efter samrådet,« siger Jakob Engel-Schmidt.

Det har tidligere været fremme, at embedsmænd i Socialministeriet har rådgivet Stemmer på Kantens ansøgning til puljen, og Jyllands-Posten afslører onsdag ordlyden i en SMS fra ministeriets souschef, Anne Katrine Tolstrup, til Lisbeth Zornig, hvori hun gentager løftet om, at Zonigs projekt får bevilget en million kroner.

I svaret til Folketinget skriver Annette Vilhelmsen onsdag:

»Stemmer på kanten har fået væsentlig mere vejledning end de øvrige ansøgere om støtte fra puljen, hvorfor jeg mener, det er rigtigt at sige, at Stemmer på kanten har fået særbehandling på baggrund af den forvirring, som opstod på baggrund af min tilkendegivelse om støtte på 1 million kroner til Stemmer på kanten.«