DF ÅRSMØDE: Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl optrapper nu sin flirt med Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, der efterhånden nærmere må karakteriseres som et fast sidespring.

Og det sker samtidig med, at han gør sig store anstrengelser for at få møvet sig ind i en regering med Lars Løkke Rasmussen efter næste valg og få sparket Anders Samuelsen og LA ud.

»Mette, du har mit nummer,« lød den direkte opfordring til Mette Frederiksen fra Kristian Thulesen Dahl på talerstolen i Herning Messecenter lørdag, hvor DF holder sit årsmøde nr. 23.

Han snakker om, at hvis der bliver rødt flertal efter næste valg, vil Mette Frederiksen være i en »crazy« situation med Alternativet, Radikale og Enhedslisten, og så håber han på, at Mette ringer.

Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl hilser her på deltagerne før DFs Årsmøde der startede i Herning Kongrescenter, lørdag den 15. september 2018 .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl hilser her på deltagerne før DFs Årsmøde der startede i Herning Kongrescenter, lørdag den 15. september 2018 .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Mange spekulerer naturligvis på, om Socialdemokratiet på et tidspunkt får nok, og telefonen så ringer hos os. For hvis den gør, hvad så? Og ved I hvad? Hvis den ringer – så tager vi den,« sagde Kristian Thulesen Dahl.

Salen kvitterede med klapsalver, men ikke så stormende, som da han sagde, at »det vigtigste er, at de Radikale aldrig igen får indflydelse på udlændingepolitikken.«

Det er imidlertid Thulesen Dahls plan B - plan A er fortsat at erstatte LA i den næste Løkke-regering.

Men gider du overhovedet sidde i regering med et parti, hvor medlemmer som Britt Bager og Jan E. Jørgensen undsiger Inger Støjberg?

»Vi har lavet mange udlændingestramninger med Venstre siden 2001, og de har haft de diskussioner hele tiden. Det er et spørgsmål om hvem, der sætter kursen, og vi tror, det kan fungere med Lars Løkke Rasmussen.«

I er vel heller ikke glade for Løkkes EU-venlige kurs?

»Det er rigtigt, at Lars Løkke er blevet mere EU-positiv. Men han indeholder også sund skepsis, og jeg vil prøve at få det bedste frem i ham.«

Når du ser på S og V, er du så ikke mere enig om EU og udlændinge med S?

»Det rumler også i S, og hvis de kommer i regering, vil de måske have de samme interne diskussioner som i V. Jeg beder danskerne om at stemme på os og give os frihed til at gøre, hvad vi synes er fornuftigt efter et valg. Vi vil presse på, hvor vi kan, og lave politik med både S og V,« siger Kristian Thulesen Dahl til B.T.

Kristian Thulesen Dahl fremstår lettere forandret ved dette årsmøde. Hans årsmødetaler plejer at være båret af lethed og drilsk humor. De elementer er der stadig, men det er også en mere alvorlig og lidt tynget Thulesen Dahl, man ser, en mand, der arbejder på at føre sine medlemmer varsomt i ny retninger.

Det skyldes planen om at komme i regering, hvor han tilsyneladende er tynget af ansvarets åg allerede, inden han er blevet minister.

Det skyldes også truslen fra højre - at der nu ligger et parti til højre for DF, som kræver endnu hårdere stramninger, nemlig Nye Borgerlige.

Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl hilser her på deltagerne før DFs Årsmøde der startede i Herning Kongrescenter, lørdag den 15. september 2018 .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl hilser her på deltagerne før DFs Årsmøde der startede i Herning Kongrescenter, lørdag den 15. september 2018 .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Af disse grunde føler DF sig nu tvunget til at prale af deres resultater i højere grad end at stille krav til fremtidens udlændinge og EU-politik.

I en Facebook-video praler DF af 80 udlændingestramninger og mere politi, mens Thulesen Dahls hånd kærtegner en dansk kornmark - en gimmick, DF ifølge DR programmet Jersild minus Spin har hugget fra den populære film Gladiator fra 2000 med Russel Crowe.

Men det er en ny rolle for Thulesen Dahl, og et eventuelt samarbejde med S er heller ikke helt ligetil i et parti, hvor medlemmerne og vælgerne ifølge mange undersøgelser primært er blå.

Thulesen Dahl vil være manden i midten af dansk politik, og foreløbig går det efter planen. Han prøvede at forklare de delegerede det til sidst i sin tale:

»Gør det os rødere, at Socialdemokratiet er blevet strammere på udlændingeområdet? Nej. Gør det os mere blå, at Venstre nu kører store annoncer om velfærd, som vi har kæmpet igennem? Nej. Dansk Folkeparti er ikke blevet mere røde – eller mere blå. Vi er os selv,« sagde Thulesen Dahl.