Efter flere års problemer med inddrivelse må Skat måske opgive at inddrive 14 milliarder, siger minister.

København. Op mod 14 milliarder kroner i gæld til det offentlige bliver måske aldrig opkrævet.

Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) ved præsentationen af en ny plan, der skal rette op på Skat.

- Jeg kan ikke afvise, at vi kommer til at afskrive gæld for op mod 14 milliarder kroner, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V), der kalder det "bedrøveligt".

- Det er penge, som det ikke kan betale sig at drive ind, fordi det vil være for dyrt for samfundet at gøre, siger Karsten Lauritzen.

Dermed vil nogle danskere formentlig slippe for gæld, fordi de ganske enkelt har undladt at betale. Mens andre danskere, der har betalt, måske undrer sig over, hvorfor det rimeligt.

Til det siger skatteministeren:

- Der er ikke retfærdighed i alting. Der er en kæmpe gæld.

- Hvis vi nogensinde skal komme i mål med opgaven, bliver vi nødt til at træffe nogle politiske valg. Et af dem er at eftergive noget af gælden, siger Karsten Lauritzen.

Han mener samtidig, at man må skelne mellem, hvilken type gæld der er tale om:

- Jeg har det personligt sådan, at hvis en kriminel er blevet idømt en bøde ved en domstol, så skal vi have hver en bøjet 25 øre ind, siger ministeren, der omvendt vil være mere mild indstillet over for ubetalte biblioteksbøder.

Inddrivelsen af gæld har stort set været suspenderet siden efteråret 2015, da det blev besluttet at afvikle det fejlbehæftede it-system EFI.

Inddrivelsen af gæld foregår derfor primært ved manuel sagsbehandling, hvilket ifølge regeringen "ikke er en holdbar situation".

- Danskerne skal have tillid til, at inddrivelsen af gæld til det offentlige sker effektivt og korrekt. Det er således afgørende for retsfølelsen, at skyldnere betaler deres gæld, hedder det i planen "Et nyt skattevæsen".

/ritzau/