Det er i strid med god skik i forhold til venner og allierede, siger Anders Agner om Trumps udskudte besøg.

Den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at udskyde sit besøg i Danmark sætter negative spor i forholdet mellem de to lande.

Det vurderer Anders Agner, der er redaktør på netmediet Kongressen.com, som beskæftiger sig med amerikanske samfundsforhold.

- Der er nogle skår, der skal klinkes. Det er der ingen tvivl om, siger han.

Udtalelsen kommer efter, at Trump natten til onsdag dansk tid skrev på Twitter, at han udskyder sit planlagte besøg i Danmark til september på ubestemt tid.

Præsidentens beslutning kommer som følge af statsminister Mette Frederiksens (S) afvisning af et salg af Grønland.

Trumps beslutning er bestemt ikke velset i Danmark, påpeger Anders Agner.

- Det er i strid med, hvad der er god skik i forhold til relationer mellem venner og allierede. Det vil trække nogle spor, og det er der ingen tvivl om.

- Danmark slår dørene op, og dronningen byder ham officielt velkommen, men mindre end to uger, før han skal komme, melder han fra. Vi har aldrig set det her før i dansk-amerikansk historik, siger redaktøren.

I et opfølgende opslag på Twitter natten til onsdag uddyber Trump, at Frederiksen har "sparet en masse omkostninger og ulejlighed for både USA og Danmark ved at være så direkte".

Men det er ikke alle, der vurderer, at det er den sparede ulejlighed værd. Aflysningen er uhørt, vurderer Agner.

- Der er nogle diplomater, der skal på overarbejde, og spørgsmålet er i første omgang, hvordan man kan gøre det så skånsomt som muligt.

- Danmark har stadig stor interesse i både handelsmæssigt og politisk at blive ved med at have en god relation til USA, siger han.

Historien om Trumps aflysning er ikke kun stor i danske medier. Den går verden rundt.

Store amerikanske medier som Wall Street Journal og New York Post har historien på forsiden, mens den er den mest læste hos Washington Post.

-Trump er en præsident, som ikke synes, han bør spille efter de regler, der normalt gælder amerikanske præsidenter.

- Det er også derfor, det vækker en vis opsigt, lyder det fra Anders Agner.

/ritzau/