Kun få ved det.
»Men vi er faktisk flere, end man tror.«
Sådan siger Orla Hav, socialdemokratisk stemmesluger gennem en menneskealder.
Han er nemlig adopteret.
Næste år, når der er folketingsvalg, siger den 70-årige sundbynit farvel til politik, som en af de mest populære socialdemokrater i nyere tid.
Men faktisk kunne han have været nibenit. For hans biologiske mor boede i Nibe, men Orla er fra Nørresundby, for:
»Mine adoptivforældre var mine forældre. Og jeg kommer aldrig til at kalde dem andet. Det var dem, der var der og tog ansvar,« siger han til B.T.
Orla Havs politiske karriere tog sin start, da han som 13-årig meldte sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
»Det er mange år. Også forbavsende mange år. Og måske er det også resultatet af at have brug for et fast holdepunkt, men det kan jeg jo ikke vide. Det skal du snakke med Svend Brinkmann om, eller sådan en,« fortæller Orla Hav, der selv fik fortalt hemmeligheden om sit ophav, da han var mellem syv og ti år gammel.
»Det skulle jeg da lige tygge på.«
Men det faste holdepunkt, som politik var, gav ham også mødet med hans biologiske mor, Birthe, som havde givet ham fra sig som 15-årig. Og det blev et specielt møde.
»I løbet af min voksenperiode får jeg forskellige hint om, at der er en, der holder øje med mig. Et af hintene var en vælgerforeningsformand i Hasseris, der fortæller mig, at hun havde peget på mig på forsiden af partiets blad og sagt: 'Det min søn',« siger Orla Hav, der understreger, han ikke er bitter, men:
»Når jeg tager de mørke briller på, så er der også en biologisk far, som jeg har et navn på, men ikke har ønsket at opsøge,« siger politikeren, der første gang blev folkevalgt i 1983 og i 2005 satte rekord, da 86.432 i hele Nordjylland satte kryds ud for Orla fra Nørresundby.
Spørgsmålet var, om en af stemmerne kom fra Birthe i Nibe.
Han har altid været glad for, at adoptivforældre fortalte ham 'hemmeligheden', men han var ikke opsøgende før efter sin adoptivfars død. I respekt for det, han havde fået i stedet.
»Og hvorfor skulle jeg signalere, at jeg havde brug for at kigge ud over det fællesskab, vi havde?« spørger han retorisk.
»Det var ansvarligt (at forældrene fortalte ham, han var adopteret, red.) – men jeg kunne godt have brugt, at det var mere end bare en besked om det. En forklaring kunne jeg kun gisne om,« siger Orla Hav og løfter sløret for mødet med sin biologiske mor.
»Da onkologisk afdeling skulle indvies på Sygehus Syd (i Aalborg, red.), skulle jeg i forbindelse med byggeriet sige et eller andet klogt. Da jeg går derfra, er der en dame, der følger mig pænt hen til min frakke og hjælper mig frakken på. 'Er du blevet så gammel nu?' når jeg at tænke,« fortæller Orla Hav om situationen, da han møder den kvinde, der har født ham.
Hun præsenterer sig som Birthe, er sygeplejerske, og det bliver starten på et kort bekendtskab, hvor han møder hende i hjemmet i Nibe, og de skriver lidt sammen – men kortvarigt. Kort efter gensynet med sin biologiske – og eneste – søn dør Birthe af kræft.
»Det har været et godt forløb, men det er stadig sådan i mit hoved, at når nogen taler om adoption, så siger jeg: 'Det er altså ikke bare lige …',« siger Orla Hav om dilemmaet mellem tilknytningen og loyaliteten over for sine rigtige forældre – i Orlas tilfælde sine adoptivforældre.
»Jeg blev så forkælet af mine forældre. Altid følt mig modtaget med kyshånd,« fortæller han og tilføjer, hvordan han også oplevede at få en lillebror – naturligt, uden at der blev konflikt i Hav-familiens ophav.
Netop derfor gætter han også på, han har et anstrengt forhold til konflikter. Selvom det er en erhvervsrisiko i politik. Men det mener han i høj grad er Christiansborg-journalisternes tilgang til arbejdet.
»De understøtter konflikter. Det er jeg ikke voldsomt meget til. Jeg er jo gammel skolelærer, så jeg vil gerne give forklaringer. Dem, der laver journalistik på Borgen, ville jo hellere være sportsjournalister – for der er en taber og en vinder,« siger han.
Derfor var skiftet fra hjemmebanen i Nordjylland og til Christiansborg i 2007 også anstrengende – men ikke kun på grund af journalisterne, siger Orla Hav.
»Jeg var jo drønuenig med den formand, jeg kom ind til. Og det vidste hun også godt. Jeg havde jo støttet Frank Jensen.«
Fortryder du, at du tog springet til Borgen?
»Nej – det gør jeg ikke. Jeg har lært fantastisk meget og har sloges for den del af landet, jeg synes har været den vigtigste. Om det så har været nok, kan jeg blive i tvivl om,« siger Orla Hav, der derfor også peger på noget en spytklat fra sit hjem, som en af sine politiske sejre.
»Når jeg cykler forbi Nørresundby Havn og ser Geodatastyrelsen, så bliver jeg glad,« siger han om udflytningen af de statslige arbejdspladser, der rykkede styrelsen til Havs hjemegn, Nørresundby – ikke Nibe.
