Fogh fremhæver flere tal, der skal vise, at han efterlod et Danmark i stand til at håndtere krisen.

København. Kritikere mener, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde for lidt for at udnytte opsvinget og styrke dansk økonomi inden finanskrisen.

Forkert, mener Fogh og henviser til en sand mur af tal. Her er nogle af de centrale tal, som Fogh selv fremhæver:

* Da VK-regeringen kom til magten i 2001 var overskuddet på statsfinanserne 13 milliarder kroner. Da Fogh gik af i 2009 var det 72 milliarder kroner.

- Kort efter Foghs afgang ramte krisen for alvor, og tallene gik hurtigt den anden vej. I 2012 endte underskuddet på 75,5 milliarder kroner.

* Statsgælden blev nedbragt med 300 milliarder kroner i Foghs regeringstid. Dermed gik Danmark fra netto at have gæld til at have et netto tilgodehavende, siger Fogh.

- Igen gik tallene hurtigt den anden vej kort efter, at Fogh forlod dansk politik og finanskrisen slog igennem. Statsgælden steg i 2012 til 487 milliarder kroner.

* Beskæftigelsen steg med 180.000 i Foghs regeringstid og ledigheden faldt fra 4,8 procent til 1,8 procent.

- Økonomer har påpeget at manglen på arbejdskraft førte flaskehalse for virksomhederne, hvilket gjorde det sværere at udnytte opsvinget. Da finanskrisen ramte steg ledigheden til over seks procent i 2012.

Kilder: Anders Fogh Rasmussen, Danmarks Statistik.

/ritzau/