Regeringens aftale med Venstre, Konservative og SF om at sende retsforbeholdet til folkeafstemningen i 2016, får nu Morten Messerschmidt fra DF til at beskylde den ny konservative formand, Søren Pape Poulsen, for at løbe fra et løfte om at modsætte sig mere magt til EU.

»Det er en underlig linje, Søren Pape fører. Da han kom til, sagde han, at EU ikke skulle have mere magt. Vi ved også, at han tidligere har støttet KU, da de fik vedtaget, at retsforbeholdet ikke skal afskaffes. Men nu ser vi, at retsforbeholdet alligevel skal afskaffes. Vi kan ikke få noget klart svar på, hvad han vil med bankunionen. Jeg har også forsøgt at udfritte ham om, hvad han mener om grænsekontrol. Han væver rundt i det,« siger Morten Messerschmidt til bt.dk.

Messerschmidt har tidligere drillet Pape med, at han engang syntes, at lektiecaféer var en god idé. Nu er det en konservativ mærkesag at være imod tvungne lektiecafeer. Men det er på EU-området, at Morten Messerschmidt for alvor er uenig med Søren Pape Poulsen og ønsker at udfordre hans politik.

Morten Messerschmidt mener, at Søren Papes politik er uklar, og at han har mere uld i mund end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i sin tid havde.

»Jeg må også tilføje, at hans projekt er uklart. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er, at det intet har med konservatisme at gøre. At være konservative må være, at et ord er et ord, og at man kan stole på, hvad folk har sagt. Men et ord er kun et ord, indtil det næste er sagt. Det er dybt skuffende at opleve en formand fuldstændig implodere på så vigtigt et område. Der var engang, da man i K talte om Gud, konge og fædreland. Vi kan i hvert fald konstatere, at fædrelandet er fuldstændig droppet, når det kommer til EU-politikken,« siger Morten Messerschmidt.

Han kritiserer også De Konservative for ikke at melde klart ud, hvad man mener om dansk deltagelse i bankunioen.

»Debatten handler lige nu om bankunion, grænsekontrol og retsforbehold. Hvis man over hovedet kan opstampe et svar ud af Søren Pape om disse emner, er det det modsatte af, hvad han har lovede, da han tiltrådte. Jeg kan slet ikke få den politik, han stod for, til at harmonere med den linie, folketingsgruppen fører. Det kan skyldes, at han ikke er medlem af Folketinget. Men han er da en besynderlig formand, hvis det ikke er ham, der tegner linjen. Hans løftebrud kan få selv Helle Thorning til at ligne Moder Teresa,« siger Morten Messerschmidt.

Søren Pape Poulsen afviser kritikken.

»Jeg har sjældent hørt så meget sludder på en gang. Morten Messerschmidt er ikke den rette til at belære mig om, hvad konservatisme er. Han er ikke selv konservativ, men medlem af et parti, der vil have en større offentlig sektor. Det må han selv ligge og rode med, siger Søren Pape Poulsen til bt.dk..

Han kalder Messerschmidt for en klassisk populist »af Guds nåde« og afviser kategorisk, at han har skiftet holdning til spørgsmålet om det danske forbehold overfor EU's retspolitik, som Danmark har haft siden 1993.

»Jeg holder mig til vores partiprogram. Jeg har altid været imod retsforbeholdet, og det er mig en gåde, at én, der taler om østeuropæiske kriminelle og grænseoverskridende kriminalitet, ikke vil være med til at afskaffe det, så vi kan gøre noget ved de her problemer. Det er et naturligt ønske for en konservativ, at vi er en del af det europæiske politisamarbejde. Jeg synes, det er rigtig skidt, at vi ikke kan være med i Europol. Det vil vi gerne. Jeg forstår ikke. at verden skal være så sort-hvid, som Messerschmidt gør den til. Bare fordi det har noget med EU at gøre, skal man automatisk være imod det,« siger Søren Pape Poulsen.

Men det er da rigtigt, at I ikke har meldt klart ud, hvad I mener om bankunionen?

»Jo, men vi afventer at se hvad fordelene og ulemperne bliver, og før vi ved det, går vi ikke ud og siger ja eller nej. Det vil da være upassende«, siger den konservative formand.

Messerschmidt påstår, at du har skiftet holdning til retsforbeholdet?

»Det passer ikke. Det må han dokumentere, hvis han kan det. Jeg har aldrig udtalt, at vi skal beholde retsforbeholdet,« siger Søren Pape Poulsen.