Lars Løkke Rasmussen er netop ankommet til Marienborg.

Her antyder han kraftigt, at han og Moderaterne nu er parate til at droppe kravet om, at der skal laves en uvildig advokatvurdering af Mette Frederiksens mulige juridiske ansvar i minksagen.

»Vi må ærligt sige, at der er sagt mange hårde ord omkring minksagen. Vi kan ikke føde en regering, der laver juridiske undersøgelser af statsministeren,« siger Lars Løkke Rasmussen på vej ind til mødet.

»Vi skal have sat et værdigt punktum for minksagen. Sådan som jeg ser det, så må det bestå af to ting. For det første minkavlerne, som har været ofre. De venter fortsat på deres erstatning, og det er vi nødt til at gøre noget ved, så det går meget stærkere. Eventuelt acontoudbetalinger, så dem der er ramt af den her skandale, kan komme videre,« siger han.

I stedet vil han opdele det nuværende justitsministerium, og han ønsker et »ministerium for national sikkerhed, hvor vi samler alle de udøvende kompetencer« som eksempelvis politiet.

»Den anden ting er, at den her sag, minksagen, ligesom mange andre sager, vi har set de seneste år, tegner et mønster, som vi er nødt til at gøre noget ved. Det handler om at genvinde respekten for retsstaten. At en ny regering fødes med 'checks and balances', så der er fokus på lovkvalitet og grundlovsoverholdelse. Det har vi nogle forslag til. Vi synes, vi skal skabe et stærkere justitsministerium på lige præcis de her ting, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Af den fremmødte presse blev Løkke spurgt, om han trækker sin støtte til en vurdering af sagen, men han gik uden at svare.

Moderaterne gik til valg på et krav om, at der skulle laves en uvildig advokatvurdering af minksagen.