Det skal være slut med hemmelighedskræmmeriet omkring partistøtte, siger en folketingskandidat fra Venstre om sit eget parti.

Vælgerne kan ikke være tjent med, at man kan snyde eller omgå sig til støttekroner, og derfor er der brug for en gennemgribende reform af partistøtteloven.

Det siger advokat og folketingskandidat for Venstre i København Kåre Traberg Smidt (V).

Udmeldingen kommer i kølvandet på sagen om, at en række tidligere ministre og toppolitikere fra Venstre og de Konservative har glemt eller undladt at indberette store støttebeløb fra Saxo Bank tilbage i 2007.

»Venstre har altid holdt lav profil på dette område og sikkert haft stor glæde af hemmelighedskræmmeriet. Derfor må partiet nu gå forrest i kampen for, at vi ved, hvem vi stemmer på,« siger Kåre Traberg Smidt.

»Borgerne skal kunne se, hvem de stemmer på. Det gælder også de røde fagforeningsstøtter, erhvervsklubber og så videre. Alt skal frem,« tilføjer folketingskandidaten.

Helt konkret modtog ni VK-politikere hver 25.000 kroner af Saxo Bank, og i seks tilfælde blev beløbet ikke oplyst til myndighederne. Det er ifølge flere juraeksperter, som Berlingske har talt med, et lovbrud, da beløb på over 20.000 kroner skal indberettes i henhold til partistøtteloven.

Kåre Traberg Smidt har et konkret forslag:

»Alle beløb over 5.000 kroner skal opgives, uanset om det er penge eller annoncer til eller fra partiet, til erhvervsklubber, støtteforeninger eller direkte til kandidaten,« siger han.

Kun tre af de ni støttemodtagere har oplyst om støtten til enten regionen eller kommunen, viser en omfattende aktindsigt i partistøtteerklæringer, som Berlingske er i besiddelse af.