Mette Thiesen, der tidligere var medlem af Nye Borgerlige, bør overlade sit mandat til sin suppleant og dermed sikre, at Nye Borgerlige fortsat har seks mandater.

Det hælder danskerne til ifølge en rundspørge, som YouGov har lavet for B.T.

YouGov har spurgt 1.248 personer, om Mette Thiesen bør overlade sit mandat til Nye Borgerlige, hvor Mette Thiesen selv ellers har meldt ud, at hun nu har tænkt sig at være løsgænger i Folketinget.

46 procent af danskerne er 'enige' eller 'helt enige' i, at Thiesen bør overlade sit mandat til Nye Borgerlige. Det vil betyde, at hun selv skal forlade Folketinget.

Blot 18 procent er 'uenige' eller 'helt uenige' i, at hun skal overlade sit mandat til Nye Borgerlige.

20 procent har svaret, at de hverken er 'enige' eller 'uenige', hvor 17 procent svarer 'ved ikke'.

Det overrasker ikke B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen, at vælgerne er uenige med Mette Thiesen i hendes beslutning om ikke at forlade Folketinget.

»Det er ganske typisk, når der kommer en løsgænger. Vælgerne mener, at hun har snydt dem. Vælgerne har jo stemt på Mette Thiesen i forventning om, at hun var en del af Nye Borgerlige, og så forventer man, at hun repræsenterer det parti,« siger Joachim B. Olsen.

Han påpeger, at grundloven dog er på Thiesens side. Folketingsmedlemmer er ifølge grundloven alene bundet af deres overbevisning og kan ikke 'fyres' i traditionel forstand.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Mette Thiesen forlod Nye Borgerlige seks dage efter folketingsvalget.

B.T. kunne afsløre, at Mette Thiesen var kommet i vanskeligheder i Nye Borgerlige, fordi hendes kæreste havde overfaldet en ansat i partiet. En ansat, som Mette Thiesen også havde haft et forhold til for år tilbage.

Thiesens kæreste havde tidligere på året truet den pågældende medarbejder på hans kontor på Christiansborg. Herefter havde Mette Thiesen fået besked på, at hun ikke måtte tage sin kæreste med på arbejde eller til nogen af Nye Borgerliges arrangementer. Det skete så alligevel.

Selvom vælgerne straffer folketingsmedlemmerne for at springe fra det parti, som de er en del af, så er der en anderledes accept, hvis de pludselig hopper ind i et nyt parti.

»Hvis nu Mette Thiesen for eksempel blev medlem af et andet parti, så ville vælgerne nok være lidt mere tilgivende. Så er der genoprettet en vis orden,« siger Joachim B. Olsen.