Et stort flertal af de borgerlige vælgere ønsker, at Dansk Folkeparti skal træde ind i regeringen. Det viser en Gallup-måling lavet for BT.

Statsministet Lars Løkke bør hurtigst muligt invitere Thulesen Dahl ind i en firkløverregerning.

63 pct. af blå bloks vælgere vil have Dansk Folkeparti (DF) med i en regering. Og især Venstres vælgere så gerne, at DF tiltrådte i regeringen. Det overrasker ikke BTs politiske kommentater Søs Marie Serup.

»DF er det store støtteparti i blå blok sammen med Venstre, så det ville på alle måder have været rarest at have dem inde i teltet i stedet for udenfor. Der er forskel på, om folk står indenfor i teltet og pisser ud, eller om de står udenfor og pisser ind. Jeg er slet ikke i tvivl om, at langt hen af vejen ville det have været ønskværdigt – også med Venstrebriller – at have Dansk Folkeparti inde i teltet. Så kunne man få tingene gennemført,« siger Søs Marie Serup.

68 pct. af Venstres vælgere vil ifølge Gallup-målingen gerne have DF indenfor døren i regering, mens 61 pct. af Dansk Folkepartis vælgere vil. Men Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl har ingen planer om at gå i regering, som det ser ud nu.

»Jeg kan ikke se, at vi kunne sidde i en mere gunstig rolle, end vi sidder i nu. . Forlader vi den position for at gå i regering? Nej, fordi det er min vurdering, at vi har mest indflydelse udenfor,«siger Kristian Thulesen Dahl.

Indtil videre har Dansk Folkeparti gjort det klart, at de er en del af den blå familie. Men det har været svært at få øje på, efter at formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl og formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen har flirtet med tanken om et tættere samarbejde.

Men hvis Dansk Folkeparti ved det kommende folketingsvalg oplever en opbakning, der er på niveau med den,  som de havde ved sidste valg i 2015, så går de i regering, understreger Kristian Thulesen Dahl. Men det kunne ikke lade sig gøre ved sidste valg, mener han.

»Hvis vi har den opbakning flere valg i træk, så bliver de andre partier nødt til at give os den fornødne indflydelse på et regeringsgrundlag. Det var Venstre ikke klar til i sommeren 2015. Der troede de, at det var et forbigående fænomen, at Dansk Folkeparti havde så stor opbakning. Derfor var de ikke parat til at give os nok indflydelse på regeringsgrundlag,« siger formanden.

Dansk Folkeparti har da heller ikke gjort det nemt for den relativt nye trekløver-regering. Og det er usædvanligt mener politisk kommentator Jarl Cordua.

»Dansk Folkeparti ligger i daglig borgerkrig med en regering, som de er parlamentarisk grundlag til. Hver dag er der jo en minister på forsiden af diverse medier, der bliver skældt ud af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer. De laver jo benhård oppositionspolitik, og det er usædvanligt,« siger Jarl Cordua.

Ifølge Jarl Cordua giver det god god mening, at borgerlige vælgere mener, at det ville give en mere stabil regering, hvis DF kommer med. Men det har DF ikke interesse i.

»I mine øjne er DF et protestparti, der lever af at være i protest mod politiske eliter. Hvis de pludselig er en del af regeringen, så skal de jo til at forsvare regeringens politik. Så er de lette løsningers tid forbi,« siger Jarl Cordua.

Politisk kommentator for Altinget Erik Holstein tror ikke på, at Dansk Folkeparti vil gå med i regeringen. Også selvom at statsminister Lars Løkke Rasmussen endda rakte hånden ud til dem.

»Hvorfor skulle DF det, når de bare kan stå og skyde det ned, de ikke bryder sig om, og så gå med i de forlig, de gerne vil. Det er mere attraktivt«.

Men det ændrer ikke på, at de borgerlige vælgere gerne vil have partierne til at gå sammen om et regeringsprojekt. Og at vælgerne tænker sådan undrer ikke Erik Holstein.

»Langt hen af vejen er Venstres vælgere enige med DF-vælgerne. Meget store dele af Venstres vælgere har nogle holdninger på de områder, som er sammenfaldende med Dansk Folkeparti. Derfor er det ikke underligt, at Venstres vælgere vil have DF med i regeringen. Så ville regeringen ikke være handlingslammet på den måde, de er nu,« siger Erik Holstein.