Hvor mange penge bruger spidskandidaterne i Aalborg på at annoncere via sociale medier?

Når vi tirsdag går i stemmeboksene, er det kulminationen på mange ugers valgkamp for de opstillede politikere. Og udover de traditionelle valgplakater, så er sociale medier efterhånden også blevet en platform, hvor man kan skabe stor opmærksomhed omkring sig selv.

Men hvor meget bruger partiernes spidskandidater til kommunalvalget i Aalborg Kommune på annoncering via Facebook og Instagram? Det har B.T. undersøgt.

Tallene dækker over opslag, som politikerne aktivt har smidt penge efter at markedsføre.

9. pladsen: Per Clausen, Enhedslisten

Beløb: 120 kroner.

Den garvede politiker har brugt penge på at booste opslag om valg til bestyrelsen i MPpension, et interview med Kristian Jensen fra Nordjyske og en kommentar fra partiets egen hjemmeside om forringelser i budgettet.

8. pladsen: Rikke Pedersen, Nye Borgerlige

Beløb: 926 kroner.

Da det ikke er muligt at se Rikke Pedersens forbrug, har vi i stedet fundet tallet for hele Nye Borgerlige i Aalborg.

Opslagene er primært reklame for partiets kandidater, men der er også brugt penge på ved hjælp af tekst og en lille illustration at fortælle om en række af partiets mærkesager.

7. pladsen: Kristoffer Hjort Storm, Dansk Folkeparti

Beløb: 991 kroner.

Kombination af politiske mærkesager og et billede af ham selv er den type opslag, som DF-kandidten foretrækker at smide penge efter. Derudover er der også en animeret video for bedre vilkår til ældre samt den moderne videoklassiker, hvor man går rundt i landskabet i flot tøj, mens man fortæller om sine politiske holdninger.

6. pladsen: Morten Thiessen, Det Konservative Folkeparti

Beløb: 6.048 kroner.

Opslagene rummer blandt andet en anbefaling fra Søren Pape om at stemme på ham. Derudover booster han artikler fra B.T. og Nordjyske om sig selv og sine politiske mærkesager samt videoer af sig selv eller fra moderpartiet om indsatsområder.

5. pladsen: Jesper Veiby, Kristendemokraterne

Beløb: 8.540 kroner.

Politiske mærkesager – i form af grafiker og viderne – er nøgleordene i de boostede opslag fra Jesper Veiby.

4. pladsen: Jes Lunde, Radikale Venstre

Beløb: 13.207 kroner.

Har stort set kun opslag med sig selv i, der dog som regel også handler om partiets politik. Der er både tale om avisartikler, tv-indslag og til formålet producerede videoer.

3. pladsen: Peter Larsen, SF

Beløb: 37.365 kroner.

Opslag med et billede af sig selv og et af partiets mærkesager, er den foretrukne model for SFs spidskandidat. Videoer er der dog også nogle stykker af. Blandt andet en, hvor han på snedig vis fletter SFs børnepolitik og det faktum at han selv er far til fem sammen.

2. pladsen: Jan Nymark Thaysen, Venstre

Beløb: 84.615 kroner.

Han er særligt glad for videoer, hvor han går rundt på de steder, der knytter sig til den politiske mærkesag, som han taler om. Derudover er der også en række opslag, hvor et billede og et politisk fokuspunkt kombineres.

1. pladsen: Thomas Kastrup-Larsen, Socialdemokratiet

Beløb: 87.525 kroner.

Aalborgs siddende borgmester er stor fan at booste videoer. De nok mest kendte er dem, hvor taler med både kendte og ukendte nordjyder om, hvad de vil gøre, hvis de var borgmester i Nordjyllands største by. Derudover ses også klassiske præsentationer af socialdemokratiske mærkesager.

Resten af partierne:

Så vidt vi kan se, har hverken Liberal Alliance, Alternativet, Frihedslisten, Trafikalt Folkeparti, Kommunistisk Parti, Aalborg DeFekt, Danmarks Vision, Veganerpartiet eller Kristendemokraterne brugt penge på annoncering via Facebook og Instagram.