Thorbjørn Olesen skabte ballade på et fly, og det koster en tur i retten samt suspendering fra turneringer.

Onsdag klokken 15 dansk tid skal golfspilleren Thorbjørn Olesen stå skoleret i en retssal i London, hvor han blandt andet er tiltalt efter to milde voldsparagraffer.

Han blev anholdt 29. juli, da betjente stod klar ved gaten i Heathrow til at hive golfspilleren med på stationen, efter at han angiveligt skulle havde opført sig upassende på flyveturen fra Nashville til London.

Han blev løsladt samme dag, og per brev tre dage senere blev han officielt tiltalt.

Ud over de to milde voldsparagraffer er golfspilleren endvidere tiltalt for at være beruset om bord på et fly.

Det er de anklager, som Uxbridge Magistrates' Court i London skal tage stilling til.

Der et tale om en høring, hvor Olesen-lejren skal forholde sig til anklagerne. Der er sat en halv time af til høringen.

Inden flyturen havde han deltaget i PGA Tour-turneringen WGC Invitational i Memphis, hvor han efter en dårlig sidste runde faldt ud af top-10 og sluttede som nummer 27.

European Tour har taget sagen og anklagerne meget alvorligt, og danskeren er suspenderet fra European Tour, indtil udfaldet af retssagen kendes.

Det samme er han fra turneringer i USA, har Laura Neal, der er vicepræsident på PGA Touren, oplyst i en mail til DR Sporten.

Hvis danskeren skulle blive kendt skyldig i retten, kan det resultere i bøde og/eller fængselsstraf på op til et år, skriver Jyllands-Posten, der er i besiddelse af anklageskriftet.

Olesen er tiltalt for "sexual assault on a female", hvilket dækker over berøring af seksuel karakter uden samtykke.

Danskeren er også tiltalt for "assault by beating", hvilket i engelsk lov dækker over et overfald af mindre karakter, hvor offeret er blevet forulempet, men ikke er blevet tilføjet fysisk skade, skriver avisen.

Den sidste tiltale drejer sig om, at han var beruset på flyet, hvilket kan straffes med bøde.

Det oprindelige anklageskrift blev præsenteret med de tre tiltaler, men der kan ske ændringer helt frem til høringen onsdag eftermiddag i London.

Thorbjørn Olesen er 29 år, og han har blandt andet vundet fem sejre på European Tour.

/ritzau/