En overnatning på et hotel i Birmingham udviklede sig til et mareridt for cricketstjernen Jordan Clark.

Den 32-årige englænder, der var i byen til en stor turnering, var på vej på bar om aftenen, da han opdagede, at han manglede sin telefon.

Han meldte den savnet i hotellets reception, og da han vågnede næste morgen, var telefonen blevet indleveret.

Til gengæld manglede Jordan Clark nu noget andet. Og meget, meget dyrere. Det skriver Mirror.

Cricketstjernen var i chok, da han fandt ud af, at hans svinedyre armbåndsur i løbet af natten var forsvundet fra hans håndled.

Jordan Clark gik direkte til hotelpersonalet og bad om at få adgang til overvågningskameraerne, men det kunne han ikke få lov til.

I stedet kiggede personalet billederne igennem.

»En af dem kom ud med et billede af to mænd og spurgte mig, om jeg kendte dem,« fortæller Jordan Clark.

Men det gjorde han ikke.

I nattens mulm og mørke var to mænd brudt ind i hotelværelset og havde vristet uret – et Rolex Datejust til en værdi af 153.000 danske kroner – af Clarks håndled.

Det var omkring 6.15 om morgenen, at de to mænd – i kun to minutter – havde været inde på hotelværelset, hvor cricketstjernen sov, og derfor intet opdagede.

Overvågningsoptagelserne forsvandt dog og efterlod politiet uden beviser, og så endte det med, at hotellets forsikring måtte betale Clark urets svimlende værdi.

»Det kunne være endt meget værre,« fortæller Clark, hvis kone, Dominique, og søn, Teddy, havde overnattet hos ham på hotellet natten forinden tyveriet.

»Jeg kan ikke forestille, hvad der var sket, hvis jeg var vågnet om natten med to fremmede mænd i rummet,« skriver Dominique på Instagram ifølge mediet.