En gruppe tidligere koncentrationslejr-fanger er blevet angrebet og beskudt af nynazister under et besøg i den tidligere østrigske KZ-lejr Ebensee.

Ifølge myndighederne var det en gruppe franske mænd og kvinder, som under 2. verdenskrig selv oplevede rædslerne som slavearbejdere i Ebensee, der i weekenden blev beskudt med plastikkugler af mænd klædt i kamuflage-tøj og elefanthuer.

Episoden beskrives ifølge austriantimes.at som det værste højreekstremistiske angreb siden 2. verdenskrig.

De franske turister var under krigen interneret i den østrigske KZ-lejr Mauthausen, da de efter 1943 blev flyttet til Ebensee som slavearbejdere.

- De blev angrebet af fire bevæbnede og maskerede mænd, iklædt kamuflagetøj, fortæller Willy Mernyi, fra "Mauthausen Kommitteen Østrig".

- Angriberne skød på den 15 personer store gruppe med noget, politiet mener var plastikkugler. En person blev ramt i hovedet, en anden blev såret af et skud i nakken.

Ifølge Mernyi lykkedes det en af de tidligere KZ-fanger at tage et billede af en af overfaldsmændene med sit mobilkamera. Det skal også være optaget video af episoden.

Det lykkedes franskmændene at rive elefanthuen af en af overfaldsmændene og den er nu overgivet til politiet. Nynazisterne, der talte med lokal dialekt, flygtede fra stedet.

Lørdag blev en gruppe på ti italienske tidligere KZ-lejr-fanger angrebet af nynazister i et stenbrud i Ebensee, hvor de havde udført tvangsarbejde under krigen. Højreekstremisterne var gået hen til italienerne, heilet og råbt "Sieg Heil!".

Se 360-grader fotos fra tunnellerne i Ebensee på dativ.at/ebensee