Sukker gemmer sig overalt. Også i fødevarer, vi normalt ikke opfatter som sukkerholdige. Det kan virke svært at skifte kurs og gå en sundere vej, for hjernen fortæller dig, at den har brug for sukkeret.

Ifølge sundheds- og slankeekspert Chris MacDonald er det enorme sukkerforbrug noget af det farligste, det moderne menneske udsætter sig for. Men det har sin forklaring.

- Sukker og chokolade er en form for lykkepille, siger Chris MacDonald og forklarer, at sukkeret udskiller lykkefremkaldende stoffer i hjernen.

Sukkeret giver et kick, der kun varer et par timer. Bagefter er man træt og nede igen.

- Sukkeret er det farligste inden for milde stoffer. Stærkt efterfulgt af koffein og nikotin, siger Chris MacDonald.

Vi har denne trang til sukker, fordi vi som urmennesker havde brug for at opbygge et lager af energi, så snart lejligheden bød sig, uddyber han.

I dag er det bare ikke hensigtmæssigt, at vi stadig har lyst til at spise mere og mere sukker, så snart vi kan komme til det. Vi bliver fede og kommer i risiko-zonen for en lang række livstilssygdomme.

Når man vil nedsætte sit forbrug
For Chris MacDonald gælder det danske ordsprog »alt med måde« ikke i kampen mod sukkeret.

- Jeg kender mange, der ikke kan styre det, siger han.

Han foreslår, at man i stedet tager en 'kold tyrker' og anerkender, at man ikke kan styre sit sukkerforbrug. For eksempel kan man fjerne slikskålen fra bordet, når man sidder og ser fjernsyn. Det er nemlig her, man helt ubevidst begynder at spise en masse uden at tænke over det.