Dorte Tveiti, 39, mor til tre, udsender nu chokbog om sin uhyggelige barndom med seksuelt afsporet, voldelig far, der gjorde sin 12-årige datter gravid, lod hende føde og bagefter dræbte barnet.

»Jeg har tre-fire presseveer, og så føder jeg en lille pige. Min mor tager imod hende. Hun holder hende op med front imod mig, mens min far klipper navlestrengen. Min mor lægger hende over på skrivebordet, og min far tager hende op.

Min lille pige græder som et sundt barn, men så går min far ud i køkkenet med hende. Nogle få sekunder efter holder hun op med at græde. Der bliver helt stille...« Disse ord kunne være beskrivelsen af en normal dansk fødsel.

Men for Dorte Tveiti, 39, pædagogstuderende, Lemvig, var fødslen og minutterne derefter - det, der skulle være de lykkeligste stunder i en kvindes liv - kulminationen på et mareridt uden sidestykke.

Ærligt og utilsløret har hun valgt at beskrive sin grumme barndomsoplevelse i selvbiografien »Overgreb«, som udkommer i næste uge på forlaget Documentas:

Misbrugt som tre-årig
»Siden tre-års alderen blev jeg udsat for den værste forbrydelse, som kan ramme et barn. Jeg blev misbrugt seksuelt af min far. Det kulminerede, da han gjorde mig gravid som 12-årig. Som 13-årig blev jeg tvunget til at føde hans barn. Det skete på spisebordet derhjemme.

Straks efter fødslen forsvandt han med barnet og dræbte det,« fortæller Dorte Tveiti, der efter flere år i terapi hos en speciallæge i psykiatri endelig tør stå frem med sin fulde identitet - og historien i alle detaljer.

»Ved at skrive bogen har jeg fået sat de forfærdelige ting på plads. Sammen med de hyppige besøg hos en psykiater - og godt hjulpet af en forstående og tålmodig mand - har bogen været vigtig terapi for mig.

Det har været som at grave sig til bunds i en enorm kompostbunke, lag for lag. Endelig kan jeg sige, at jeg har opnået en form for indre ro. Jeg har nu lært at leve med de dystre minder. Med bogen håber jeg at kunne give en hånd til andre med store sår i sjælen.«

I mange år fortrængte og fornægtede hun de smertelige oplevelser. Hun var midt i 30erne, da hun valgte at gå ind i processen med at afdække fortiden - og valgte at gå til politiet.

Politi og statsadvokat har dog valgt at lade sagen falde - dels på grund af forældelse og på grund af det, der i fagsproget kaldes »bevisets stilling«. Desuden har politiet ikke haft held til at opspore barneliget.

Forældre nægter
Forældrene, som hun i dag har afbrudt al kontakt med, benægter hændelserne. Men en storesøster har over for politiet svoret på, at overgrebene virkelig fandt sted.

En række vidnesbyrd fra mennesker med kendskab til familien bekræfter også mistanken om den alvorlige forbrydelse. Selv de allertidligste oplevelser har mejslet sig ind i Dorte Tveitis sind:

»Da jeg er ca. tre år, er jeg en dag inde i stuen sammen med min far. Han begynder at løbe efter mig, mens han smiler og ler. Jeg er så angst, som jeg aldrig har været før, og jeg skriger. Men han fanger mig, lægger mig på ottomanen, tager mine trusser af og har samleje med mig. Jeg skriger stadig, og han siger: »Ti stille!«

Det bliver han ved med, mens han trækker mig gennem stuen og ud i bryggerset, derfra op ad trappen, gennem soveværelset og ind på mit værelse. Han smider mig på sengen, så jeg har ryggen opad, og så gennembanker han mig.

Min søster og bror er også inde i værelset, og de er begge helt forstenede i ansigterne. Da min far er gået, kommer min søster hen og trøster mig.«

Gennem hele barndommen må Dorte Tveiti lægge ryg til en barsk blanding af sexmisbrug, trusler og vold. Familien, alle medlemmer af Jehovas Vidner, lever en ret isoleret tilværelse på en gård på Års-kanten i Nordjylland - måske en del af forklaringen på, at ingen udefra reagerer.

Dorte Tveiti: »Da jeg er ca. 11 år, går jeg en dag ind i stalden omme bag møddingspladsen. Efter at jeg har lukket døren bag mig, opdager jeg, at min far også er derinde. Han siger kommanderende: »Kom her!«

Jeg tør ikke andet end at gå hen til ham. Han tager fat i mig og dunker mig gentagne gange mod muren ind til min brors værelse, mens han siger: »Din bastardunge, jeg hader dig. En dag slår jeg dig ihjel.«

Derefter tager han fat under min hage, og hans hånd presser mod min strube. Han tvinger mit hoved bagover ind i muren. Men så endelig har han fået raset ud, og han går sin vej.

I en anden situation - jeg er vel ca. 12 år - sidder jeg på ottomanen inde på min søsters værelse. Min far kommer derind, for nu vil han have sex. Men i stedet griber han mig om halsen og trykker til.

Jeg bliver panikslagen, for jeg er overbevist om, at jeg skal dø. Men pludselig giver han slip og forlader værelset,« fortæller Dorte Tveiti, der ikke lægger skjul på, at moderen var bekendt med overgrebene.

»Det er min mor, der opdager, at jeg er gravid. Men det sker først flere måneder henne i forløbet. Hun er formodentlig - ligesom mange andre - begyndt at undre sig over, at jeg pludselig tager voldsomt på, og med sin viden om min fars seksuelle overgreb har hun lagt to og to sammen.

Jehovas Vidner: Du er besat
En dag trækker hun mig til side og spørger tilsyneladende oprigtigt interesseret, om det efterhånden ikke er længe siden, jeg har haft min menstruation. Jeg kan ikke gøre andet end at sige sandheden i håb om, at så ved min mor, hvad der skal gøres.

Jeg indrømmer med det samme, at det ER længe siden, jeg har haft min menstruation, og omgående spørger hun mig: »Er det far, der har gjort det?«

I Jehovas Vidner møder Dorte Tveiti som voksen ingen forståelse: »Både mine forældre og medlemmer af sekten har slået på, at jeg måtte være besat af Djævlen, når jeg kunne komme med den slags beskyldninger.

Og normalt ville sekten så vælge at udstøde sådan en person. Det er dog - mærkeligt nok - ikke sket. Men jeg har - selvfølgelig - forlængst afbrudt enhver forbindelse til sekten,« siger Dorte Tveiti, der under arbejdet med sin bog bl.a. har fået moralsk støtte af den kendte forfatter Jane Aamund.

Forfatteren har ligefrem skrevet forordet i bogen. »Jane er et vidunderligt, forstående menneske. Samtalerne med hende har haft stor betydning for mig psykisk.«