Ét særligt øjeblik fortæller meget præcist, hvad Holger Rune har gjort hele livet.
Han har netop afsluttet sin træning på det berømte grusunderlag i Monte Carlo Country Club, hvor han pulveriserede den canadiske verdensstjerne Felix Auger-Aliassime på under to timer i bagende sol.
Men han er stadig ikke tilfreds. Slet ikke, faktisk.
I stedet har han brug for lige at træne sin serv en ekstra gang. Og sin forhånd. Og så lige sin baghånd lidt mere.
Først da han gentagne gange har været ovre hos sin mor og manager, Aneke Rune, for at se videooptagelserne af sin serv igennem, kan han tillade sig at slappe af.
Men kun i et par timer.
For så skal han nok en tur i styrkerummet. Eller have behandling.
Og netop den episode siger alt om, hvad den 20-årige komet har måttet gøre for at søge det perfekte og derved blive én af verdens bedste tennisspillere.
»Det kræver 100 procent dedikation. Hver eneste dag. Jeg har en ting, som jeg siger til mig selv, og det er, at jeg skal blive én procent bedre hver dag, for hvis jeg pludselig står stille, så bliver de andre bare bedre end mig,« siger Holger Rune i et eksklusivt interview med B.T. i Monaco.
»Jeg har hele tiden haft tunnelsyn og troet på mig selv. Det har jeg gjort hele livet. Selv da jeg lå nummer 500 på verdensranglisten,« lyder det videre.
Kort efter forlader vi træningsbanerne for i stedet at sætte os over i den ikoniske tennisklubs luksuriøse lounge med udsigt over vandet.
Her bestiller danskerens mor en omgang pasta med pesto og noget kylling til sin søn.
Og fem minutter senere kommer han så traskende med sin enorme tennistaske på ryggen.
Han sætter sig ved bordet og bæller et glas af den flaske San Pellegrino-danskvand, som tjeneren netop har hentet.
Én ting er sikkert. Holger Rune får hverken maden, udsigten eller omgivelserne bedre. Men det har på ingen måde været nemt for ham at komme dertil, hvor han er i dag.
For han har nemlig ofret noget, som flere af hans jævnaldrende nok aldrig ville gøre.
»Jeg har jo givet afkald på en masse ting de senere år. Min 'ungdom', gymnasieliv, fester og tid med mine venner,« forklarer Holger Rune, inden han sætter pasta-pestoen til livs, mens han flere gange slår fast, at han overhovedet ikke ærgrer sig det mindste over det stjernespækkede ungdomsliv, han lever:
»Der er så meget andet, jeg får ud af det her. Oplevelser, som andre ikke får, og det er minder, jeg vil have med hele livet.«
Han når kun akkurat lige at få færdiggjort sit svar, inden den græske tennisstjerne Stefanos Tsitsipas kommer forbi og hilser på den unge dansker i loungeområdet.
»Jeg har dedikeret mit liv til tennis, for det er det, jeg vil. Så jeg prøver – så vidt det er muligt – ikke at se på det som en ofring.«
»Hvis jeg lige pludselig skulle rende rundt ude i byen, så ville jeg føle, at jeg gjorde noget dårligt for mit tennis,« fortsætter Holger Rune.
Efter cirka 45 minutters snak står det klart, at han ikke kan blive hængende i tennisklubben hele dagen.
For han skal hjem og pakke sin kuffert.
Næste morgen venter et fly med kurs mod Rom.
Derfor foreslår han at fortsætte interviewet i de hjemlige rammer, der ligger kun et par kilometer væk – forbi femstjernede hoteller, milliondyre både og hundredvis af palmer i de monegaskiske gader.
»Dem, der arbejder hårdest, de kommer bare længst. Og det var et valg, jeg tog fra starten af. Men på en måde var det heller ikke engang en mulighed at lade være. For hvis jeg ville det her, så kan man ikke gøre det på en anden måde,« siger Holger Rune.
Og derfor er han da heller aldrig gået på kompromis med sin træning. Eller sin livsstil.
Noget, der tidligere har betydet, at han i ungdomsårene ofte endte med at blive sin egen største kritiker, erkender han:
»Jeg er blevet bedre til ikke at være så hård ved mig selv. Det var slemt, da jeg var barn. Jeg havde svært ved at acceptere, at mit spil ikke kunne være perfekt hele tiden.«
De seneste år har succesen på banen derfor gjort, at han ikke længere graver sig ned i et dybt, dybt hul, når han møder modgang.
Den tid er han for længst forbi.
»Jeg er et helt andet sted nu, men jeg er stadig perfektionistisk. Så selv om jeg ved, at alt ikke kan være perfekt, søger jeg stadig efter det,« afslutter han.
