Tidligere TV 2-direktør Per Mikael Jensen fortæller nu om det kulturchok, han blev mødt med, da han i 2006 begyndte på den MeToo-ramte tv-station.

Per Mikael Jensen havde tidligere oplevet mediebranchens festkultur på steder som Politiken og Jyllands-Posten, men kulturen var markant mere synlig på TV 2, fortæller han til Berlingske.

Han undrede sig blandt andet over, at medlemmer af ledergruppen havde eller havde haft forhold til hinanden eller til menige medarbejdere.

En tidligere journalist, der var på stationen fra 1995 og syv år og frem, har beskrevet TV 2 ved fyraftenstid som en 'opløftet erotisk stemning'. Det nikker Per Mikael Jensen genkendende til:

»Det er ret præcist det, der var tale om. Der blev 'gået til den' er vist de ord, der bedst beskriver stemningen,« siger han til Berlingske.

Per Mikael Jensen
Per Mikael Jensen Foto: Thomas Freitag
Vis mere

I 2006 kom han fra en stilling som vice president for aviskoncernen Metro International i New York, hvor han blandt andet havde deltaget i flere kurser, hvor chefer og medarbejdere blev undervist i omgangstone for at undgå sexisme og racisme.

På TV 2 oplevede han, at mænd og kvinder åbenlyst til julefrokosten diskuterede, hvem de kunne tænke sig at score, og det var almindeligt, at chefer var med hele aftenen.

Per Mikael Jensen fortæller videre, at der decideret var chefer, der havde svært ved at styre alkohol og grænser i forhold til kvindelige medarbejdere, og to gange måtte han gribe ind over for mandlige mellemledere, som han mente havde udført 'dårlig stil' over for en mening kvindelig medarbejdere. Han tilføjer, at der ikke var tale om overgreb.

Per Mikael Jensen da han i 2006 tiltrådte som chef på TV 2.
Per Mikael Jensen da han i 2006 tiltrådte som chef på TV 2. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Siden Sofie Linde ved sidste års Zulu Comedy Galla satte gang i anden MeToo-bølge, har der været særligt meget fokus på TV 2, hvor en advokatundersøgelse blandt andet har kostet studieværterne Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen deres job. Senest er der derudover opstået intern konflikt, da ledelsen har valgt ikke at bringe en TV 2-dokumentar om MeToo.

Per Mikael Jensen vil ikke sætte navn på de chefer, han fortæller om. Han forklarer til Berlingske, at han selv tog en række initiativer for at bremse den usunde arbejdskultur, men tilføjer, at det mindst tager en generation at ændre.

Han anbefaler, at arbejdspladser bliver så konkrete som muligt, når det gælder om at opsætte regler for kærlighed og seksualitet.