Restaurant Nomas tidligere souschef og dessertkok Daniel Burns, er blevet anholdt og smidt i arresten under Roskilde Festival.

Allerede på Roskilde Festivals første dag, torsdag, blev canadieren Daniel Burns anholdt under en af Skats kontrolaktioner i Mesteren og Lærlingens bar på festivalen. Det skriver ibyen.dk.

Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde bekræfter overfor bt.dk, at Daniel Burns blev arresteret på festivalen torsdag.

- Vi hjælper, så godt vi kan. Men det er i bund og grund en sag mellem politiet, Daniel Burns og Mesteren og Lærlingen, siger hun.

Arrestationen skete, fordi han arbejdede illegalt og i strid med udlændingeloven. Det skriver ibyen.dk. Dernæst måtte Nomas forhenværende stjernekok sove i arresten hele natten lang. Og det har angiveligt været en barsk oplevelse for ham.

- Jeg synes, at Skat var meget hårdhændet i sin behandling af Daniel Burns. Altså ikke fysisk men i forhold til hele situationen, siger medejer af Mesteren og Lærlingen, Bagge Algreen-Ussing, til ibyen.dk.

Han fortæller samtidigt, at Daniel Burns er meget ked af det. Bagge Algreen-Ussing er dog knapt så meddelsom, da bt.dk får fat i ham.

- Jeg har meget travlt her på Roskilde Festival og har ikke tid til at snakke, lyder det kortfattede svar. Angiveligt har den arresterede kok fået advokat på sagen.

Canadiske Daniel Burns har boet i Danmark og arbejdet for blandt andet Noma, indtil han for tre år siden flyttede tilbage til Canada. Siden er han dog ofte vendt tilbage til Danmark, da han blandt andet står for en årlig fodboldturnering mellem 18 anerkendte restauranter, herunder de tre Michelin-restauranter Noma, Geranium og Restaurant Relæ.