Med den intime bissestreg Transatlancism hængende i ørene, på vej væk fra NorthSides blå scene, er det svært ikke at smile huldsaligt. Seattle indierockbandet Death Cab For Cuties absolut fineste øjeblik under den timelange koncert denne fredags eftermiddagstime. Hypnotisk indie cresendo-rock når det er bedst.
Med følelsen hængende uden på forsanger Ben Gibbards ternede Seattleskjorte og pulsen holdt stramt i ave af trommeslager Jason McGeers stortromme og to guitarister med klassiske, stramme akkordløb. Og så ovenpå det mindst lige så insisterende 'Soul Meets Body'.
Siden begyndelsen i 1997 har bandet - de tre førstnævnte - udviklet sig fra ren undergrund til en mere mainstream retning uden på nogen måde at få det store kommercielle gennembrud. Stadig med Transatlancism i ørerne tænker jeg, at hvor Death Cab For Cuties på plade har udviklet sig til et indepopband med rocktendenser, er de live et indierockband med poptendenser.
På en hipsterfestival kan sandsynligheden for at møde et syng-med-omkvæd være omvendt proportional med sandsynligheden for at møde skæggede mænd og kvinder i retrosommerkjoler. Sådan er det ikke med Death Cab For Cuties.
De kan deres The Who. Indimellem tænker man Queens Of The Stone Age. Højoktan, kantet garagerock af største Seattle-skuffe, som satte gang i festen, men samtidig også med finesser. Som i 'Title and Registration' - pulserende guitar, tænk f.eks.'My Sharona', og et keybordtema med Gibbards intense sang. Med sin nasale klang lyder han lidt som Neil Tennant som amerikansk rock.
En energisk time med rablerock. Og gode sange.
Death Cab For Cuties, NorthSide Festival 2015, fredag eftermiddag.
s
