Københavns Politi har nu en liste med 149 navne, som skal tjekkes i jagten på sexmorderen. Politiet har allerede indsamlet "en hel del dna".

I 20 år har sexmorderen fra Amager Fælled kun skullet stå til regnskab for sin egen samvittighed.

Men nu har politiet for alvor sat gang i sit dna-maskineri for at slå en klo i manden, der senest den 25. september voldtog en 17-årig pige i en kolonihave på Amager, og hvis forbrydelser i årtier har kastet lange skygger over lokalområdet.

- Vi har fået 149 konkrete navne, som vi skal have tjekket op på, og vi har allerede indsamlet en hel del dna, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi.

Han understreger dog, at der kan gå omkring en måned, før dna-prøverne er behandlet færdig hos politiet.

Ifølge politikommissæren, er der foreløbig ikke er en eneste person, der har nægtet at få skrabet mundhulen og afgive sit dna til politiet. Men det vil også være en stakket frist at nægte, for politiet vil i givet fald skaffe en dommerkendelse og på den måde tvinge folk til at medvirke, fastslår politikommissæren.

Siden politiet mandag bad offentligheden om hjælp i den usædvanlige sag, har ordensmagten modtaget 492 henvendelser fra befolkningen.

I enkelte tilfælde er der desuden blevet anmeldt voldtægter, som aldrig tidligere har været på politiets bord, men hvor anmelderne altså nu søger svar på, om de også kan have været ofre for Danmarks mest jagede sexforbryder.

/ritzau/

SKAL POLITIET HAVE ET DNA-REGISTER? DELTAG I DEBATTEN PÅ B.T.s FACEBOOK.