De gik løs på alt, der mindede om en grøn uniform. Sådan husker Bob Petersen sin tid som p-vagt i gaderne omkring Christiania.

50-årige Bob Petersen har selv arbejdet som p-vagt hos Center for parkering i København, og han var ikke videre overrasket, da han i går kunne læse, at tre fra hans tidligere arbejdsplads var blevet overfaldet ved Den grå hal på Christiania.

LÆS OGSÅ: 

- Det var bare et spørgsmål om tid. Det var med livet som indsats, at man satte sine ben derude. Særligt om aftenen. Der var altid ballade. Dengang havde vi vores grønne uniformer, og de gik løs på alt, der mindede om en grøn trøje. Jeg har engang set én i en grøn joggingtrøje blive overfaldet, fordi de troede, det var en p-vagtfortæller Bob Petersen.

Han er selv en af dem, der optræder i statistikken over overfaldne p-vagter. På en vagt angreb fire-fem mænd ham. De kastede sten og flasker efter ham og truede ham med tæsk.

LÆS OGSÅ: 

- Jeg stoppede ikke som p-vagt af den grund, men jeg sagde til min ledelse, at jeg ikke ville sætte livet på spil derude, siger Bob Petersen.

Han anmeldte aldrig overfaldet. Fordi ledelsen i Center for parkering ifølge ham opfordrede ham til ikke at gøre det. Det var én af grundene til, at han efter et par år i firmaet stoppede som p-vagt i 2003. Ledelsen tog simpelthen ikke nok hånd problemerne, mente han.

- Det opfordrede os til ikke at anmelde overfald, for ellers ville det ryge ud i medierne, og så ville det skabe problemer for os og gøre, at vi blev mobbet endnu mere. Mange fandt det ret uretfærdigt, husker han.

Han kender ikke de, som blev overfaldet, men som det har været skrevet, så var det én af de tre vagter helt nyuddannet.

- Jeg fatter ikke, at man sender et føl derud. Christiania – og som om aftenen. Det er simpelthen uansvarligt. En nyuddannet burde gå i gaderne omkring hovedcentret, så han eller hun hurtigt kan komme hjem, hvis der sker noget, mener den tidligere p-vagt, der i dag arbejder som vagt og dørmand i Jylland.

Centerchef Anders Møller fra Center for parkering i Københavns Kommune afviser dog, at hans ansatte er blevet opfordret til ikke at anmelde overfald.

- Tværtimod. Det er helt almindelig procedure, at et overfald bliver anmeldt. Det er kun, hvis det ikke er rettet direkte mod personen, at det ikke sker. F.eks. hvis nogle råber 'lorteordning' eller 'pengemaskine' efter os. Men vi tager alle overfald meget seriøse og registrerer dem også, siger centerchef Anders Møller til bt.dk.