Søndag aften satte 58-årige Ian Crichton Smith sig som sædvanligt ind i sin Citroen og rettede kursen fra arbejde og mod sit hjem i nordjyske Skørping syd for Aalborg.

Men omkring otte kilometer fra sit hus ændrede køreturen sig til en, som nordjyden aldrig glemmer.

Her kom han nemlig på Møldrupvej kørende med omkring 60 kilometer i timen, da han så en bil holde stille i den modsatte vejbane.

»Der er jo tit rådyr om aftenen, så jeg kørte lidt langsommere end normalt, og da jeg så ser en bil i modsatte vejbane, tror jeg, at den bil har ramt et dyr,« fortæller Ian Crichton Smith, der oprindeligt er fra Skotland, dagen derpå.

Men alt imens Ian Crichton Smith havde øjnene rettet mod venstre, lød der pludselig flere høje lyde i bilen.

Det er lydene af grene, der knækker, og en bil, der får sig nogle tæsk.

Ian Crichton Smith nåede at trykke bremsen i bund og fik stoppet bilen, uden at der skete ham noget. 

»Jeg satte katastrofeblink på og trådte ud af bilen. Der kunne jeg se, at min bil havde fået nogle knubs, og så kom jeg i snak med kvinden i den anden bil, der åbenbart havde holdt tilbage for træet,« fortæller Ian Crichton Smith.

58-årige Ian Crichton Smith, der søndag aften kørte ind i det fældede træ, der lå på vejen syd for Aalborg
58-årige Ian Crichton Smith, der søndag aften kørte ind i det fældede træ, der lå på vejen syd for Aalborg
Vis mere

De to frygtede, at andre bilister ville køre ind i træet, så de fik de hurtigt i samarbejde båret væk.

Imens tændte Ian Crichton Smith sin lommelygte og så nærmere på træstubben.

»Der var ingen tvivl om, at det var blevet savet over med en motorsav. Det er jo fuldstændig vildt, at man kan finde på sådan noget,« siger han.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne tale med dig på sebj@bt.dk. 

Politiet blev tilkaldt, og mandag morgen kunne de så oplyse, at en nordjysk bilist havde kørt ind i et træ, der var blevet fældet hen over en vejbane.

Ian Crichton Smiths bil slap uden de store skrammer fra mødet med det fældede træ. Et lille tryk på nummerpladen og mærker efter blade og grene var det eneste.
Ian Crichton Smiths bil slap uden de store skrammer fra mødet med det fældede træ. Et lille tryk på nummerpladen og mærker efter blade og grene var det eneste.
Vis mere

Den bilist var altså Ian Crichton Smith.

Siden er det kommet frem, at der i området har været flere andre hærværkstilfælde, hvor en motorsav er blevet brugt

Da Ian Crichton Smith i nat nåede frem til sit hjem i Skørping, røg der et par glas rødvin ned i svælget.

»Jeg synes, det var en voldsom oplevelse, og jeg tænker da, at det kunne være gået helt galt, hvis jeg eksempelvis havde kørt 80 i timen. Så jeg har været lidt i chok i dag,« siger Ian Crichton Smith, der har boet 30 år i Danmark, og fortsætter:

»Jeg synes, det er så vildt, at man kan finde på at fælde sådan et træ. Derfor er det også vigtigt at tale om, så det forhåbentligt kan stoppe.«

Tidligere i marts blev en 55-årig mand dræbt, da et stort træ i Sorø væltede ned på hans bil, da han kom kørende hjem fra sit arbejde som efterskolelærer.

Efterfølgende kunne B.T. afdække, hvordan der i løbet af efteråret var en lang række tilfælde af fældede træer i området omkring Sorø.

Siden blev seks unge mænd sigtet for drab i forbindelse med det fældede træ i Sorø.