En fartbøde på 14.900 kroner. Det var den tvivlsomme 'rekord', da der blev gennemført en fartkontrol under ganske særlige forhold: ved et vejarbejde.

»En del får stadig en slem overraskelse over størrelsen på bøden,« som Claus Stoltenberg, leder af færdselsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi, udtrykker det.

For det beløb, der skal betales, er dobbelt så stort, når en fartforseelse bliver begået i forbindelse med et vejarbejde.

Og fra årsskiftet er fartbøderne endda hævet med 20 procent.

Politiet i aktion i Brøndby.
Politiet i aktion i Brøndby. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Det fik 126 bilister at mærke, da Københavns Vestegns Politi for nylig over tre dage (10., 16. og 18. marts) lavede kontrol ved et større anlægsarbejde på Søndre Ringvej i Brøndby.

I området var der skiltet med vejarbejdet, og at fartgrænsen derfor lå på 40 kilometer i timen. Alligevel kørte 24 bilister kørte 30 procent for hurtigt, mens 102 bilister kørte 40 procent for hurtigt i de 11 timer, målingerne i alt varede.

Med andre ord: 24 bilister får et klip i kortet. 102 bilister får en betinget frakendelse af førerretten, hvilket betyder, at en ny teoretisk og praktisk køreprøve skal bestås. Ud over de store bøder.

»Jeg opfordrer til, at man kører nøje efter fartbegrænsningen, så nedsætter man både risikoen for at andre kommer skade og undgår selv bøder og mistet kørekort,« siger politikommissær Claus Stoltenberg.

Den mindste bøde var på 6.500 kroner, der gik til en bilist med en fart på 53 kilometer i timen. Rekordbøden på 14.900 kroner tilfaldt en bilist, der kørte 91 kilometer i timen. Her kan du se, hvordan det blev så dyrt:

  • 6.000 kroner: Bøde for at køre med 91 km/t.:
  • 6.000 kroner: Dobbelt takst på grund af vejarbejde.
  • 1.200 kroner: Hastighedstillæg over 30 procent.
  • 1.200 kroner: Dobbelt takst på grund af vejarbejde.
  • 500 kroner: Bidrag til Offerfonden.

Ifølge politiet sætter folk pris på, at der bliver fartkontrolleret.

»Vi får positive tilkendegivelser fra vejarbejdere og beboere, når vi er ude og måle hastighed. De synes, der bliver kørt stærkt, hvor de arbejder og bor, og vi vil løbende følge op i hele politikredsen,« siger Claus Stoltenberg fra Københavns Vestegns Politi.