Hjælp os med at identificere en død mand.

Sådan lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev fundet i vandkanten ved Mullerup i Kalundborg Kommune den 9. oktober.

Manden havde ikke nogen identitetsdokumenter på sig, og en nærmere undersøgelse af den pågældende i samarbejde med en læge har heller ikke bidraget med oplysninger til at kunne identificere manden.

Ingen andre politikredse i landet savner en person svarende til den fundne person.

Han har heller ikke nogen særlige kendetegn eller tatoveringer, man kan kende ham på, og politiet har ingen mistanke om, at der skulle være foregået noget kriminelt.

Han beskrives som:

• Mand i alderen 30-35 år
• Europæisk af udseende og lys i huden
• 180-190 cm høj
• Kraftig eller muskuløs af bygning
• Sort eller mørkt hår i kort hanekams-frisure på issen og i øvrigt kronraget på siderne

Manden var iført følgende tøj:

• Mørkeblå hættetrøje
• Røde joggingbukser i stof af mærket Adidas
• Sorte fritidssko af mærket New Balance
• Røde/sorte underbukser af mærket Lordunderwear

Politiet har også bedt om hjælp fra europæiske politimyndigheder.

Lyt til B.T.s krimipodcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: