De første domme er faldet i Se og Hør-sagen, men fredag fortsætter sagen ved retten i Glostrup.

København. Anden del af Se og Hør-sagen er fredag indledt ved Retten i Glostrup. Se her, hvem der spiller hovedrollerne i sagen:

Tys-tys-kilden:

* Systemoperatør, som via sit arbejde i PBS og IBM fra 2008 til 2012 ifølge anklageskriftet skaffede oplysninger om 163 offentligt kendte personer. Han leverede angiveligt oplysninger om 135 af de kendte til Se og Hør og modtog 430.000 kroner i alt.

Henrik Qvortrup:

* Chefredaktør, som ifølge tiltalen i 2008 indgik aftale med tys-tys-kilden om, at denne fremover systematisk skulle komme med informationer om de kendtes brug af kreditkort.

Ken B. Rasmussen:

* Journalist, der havde direkte kontakt med tys-tys-kilden.

Kasper Kopping:

* Journalist, der havde direkte kontakt med tys-tys-kilden.

Per Ingdal:

* Tidligere udgiverdirektør. Lod som konstitueret chefredaktør i 2009 angiveligt samarbejdet med tys-tys-kilden fortsætte.

Kim Henningsen:

* Lod som chefredaktør angiveligt samarbejdet med tys-tys-kilden fortsætte frem til 2012.

Det retlige efterspil blev indledt med tre tilståelsessager 25. august, hvor tre blev dømt:

Lise Bondesen:

* Redaktionssekretær og senere nyhedschef, der videreformidlede oplysninger fra Rasmussen og Kopping til andre journalister på ugebladet. Hun blev 25. august idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.

Kim Bretov:

* Redaktionssekretær, der videreformidlede oplysninger fra Rasmussen og Kopping til andre journalister på ugebladet. Han blev 25. august idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.

Aller Media A/S:

* Ansvarlig for sagen som ejer og udgiver af Se & Hør. Aller har fået bøde på ti millioner kroner.

Kilde: Anklageskrifter fra Københavns Vestegns Politi, Ritzau.

/ritzau/