Ret tidligt i efterforskningen af knivstikkeriet, der lørdag kostede en mand i 40erne livet i en lejlighed i Brøndby Strand, efterlyste politiet vidner.

En efterlysning, der for nuværende ikke har ført noget med sig.

Den står dog stadig ved magt, oplyser Københavns Vestegns Politi mandag formiddag til B.T.

»Hvis der er vidner, der har hørt eller set noget op til episoden, vil vi meget gerne høre fra dem.«

Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Selve knivstikkeriet fandt sted i en lejlighed i boligområdet Hallingparken lørdag formiddag, og politiet har afhørt de tilstedeværende.

To af dem, en mand på 42 år og en på 66, er blevet sigtet for drab, hvilket de nægter sig skyldige i.

Da de søndag blev fremstillet i grundlovsforhør, fandt dommeren heller ikke, at der var begrundet mistanke om drab.

I stedet valgte man at varetægtsfængsle de to mænd under mistanke om dødsvold.

Konkret er de to mænd sigtet for først at have overfaldet deres offer og vristet en kniv fra ham.

Selvsamme kniv skulle de så ifølge politiet have brugt til at stikke offeret 17 gange forskellige steder på kroppen. Klokken 11.12 blev han erklæret død.

Også en kvinde pådrog sig skader under urolighederne i lejligheden.

Ligesom manden blev hun stukket med en kniv, men ingen af de to varetægtsfængslede mænd er sigtet for at stå bag knivstikkene.

Foto: presse-fotos.dk
Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

B.T. har stillet Københavns Vestegns Politi en lang række spørgsmål om det dødelige knivstikkeri, men politikredsen henviser til, at grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og afviser derfor at svare på langt de fleste af dem.

De to sigtede mænd skal foreløbig sidde varetægtsfængslet i to uger.