»Jeg kan godt lide at tale beskidt til min partner og være i kontrol over situationen i den seksuelle situation. Og så kan jeg godt lide at udtale mig besidderisk. Altså, at min partner er min. Det er nok sådan, jeg bedst kan forklare det.«

En 38-årig mand måtte torsdag formiddag i Københavns Byret i detaljer gøre rede for sine seksuelle smag i forhold til rollespil med dominans og underkastelse.

Den slanke, velklædte mand er tiltalt for voldtægt, ulovlig tvang, grov vold, trusler og blufærdighedskrænkelse, efter at han 14. maj i år mødtes med en jævnaldrende kvinde for at dyrke sadomasochistisk BDSM-sex efter gensidig aftale.

Parterne havde fået kontakt med hinanden knap et par uger tidligere på datingprofilen Scor.dk, hvor de fattede interesse for hinandens matchord om blandt andet dominans og underkastelse.

Men ham som den styrende og hende som den underdanige.

Som optakt sender han blandt andet både et portræt og en kropsbillede af sig selv, og de begynder at skrive beskeder til hinanden om, hvad der ophidser dem seksuelt.

»Hun skriver blandt andet, at hun godt kan lide at blive behandlet som en møgbeskidt luder. Og jeg gør det klart, at jeg godt kan lide at tale meget hårdt og være dominerende,« forklarede den veltalende og høflige mand i vidneskranken.

De aftalte et stævnemøde på Cafe Victor i det indre København, hvor de ifølge hans forklaring snakkede nogle timer i selskab med tre andre mænd og tog lidt kokain på toilettet.

I deres indledende chat-samtaler har de også aftalt, at de skal ryge lidt joints og prøve det narkotiske stof MDMA – også kaldet Ecstasy.

»Vi fortalte de andre, at vi var mødtes for at dyrke sex senere på natten på mit hotelværelse. Hun var frisk på en trekant med ordene 'jo flere, jo bedre', men det endte alligevel med, at det bare var os to, der kørte derfra i en taxa,« forklarede den tiltalte.

På hotelværelset på Stay Hotel i Sydhavnen har de først en længere samtale, hvorunder kvinden ifølge den tiltalte forklarer, at hun blandt andet har fattet interesse for ham, fordi han på de tilsendte billeder lignede en mand, som hun var blevet misbrugt af som barn.

»Nu har hun fantasier om det, og jeg lignede aldersmæssigt ham, der dengang misbrugte hende. Det handlede vel om seksuel prægning, og jeg forstår godt den slags tvangsfantasier. Og vi blev enige om, at vi er det perfekte match,« forklarede den tiltalte.

Han nægter sig skyldig i de alvorlige tiltalepunkter om voldtægt, trusler og grov vold, men erkender, at de har været seksuelt sammen på en hårdhændet måde efter gensidig aftale.

»Det er fuldstændig afgørende i bedømmelsen af denne sag, at det er foregået i BDSM-miljøet. Det seksuelle univers, hvor nogen frivilligt ønsker at blive påført smerte, kan godt være svært at forstå for udenforstående, men det er nødvendigt at have i baghovedet, at der ikke er tale om seksuel kontakt, som man almindeligvis ser det,« understregede den tiltaltes forsvarer – advokat Karoline Døssing Normann – i sine indledende bemærkninger ved forelæggelsen af domsmandssagen.

Sagen er berammet til tre retsdage, og der ventes dom kort før jul.