Mindst tre opgør gik ifølge politiet forud, da en 19-årig blev skudt ned i Tingbjerg i 2008, og bandekrigen begyndte. I centrum for det hele var en pige, mener politiet.

Det er kommet frem, efter at anklagemyndigheden nu har præsenteret alle sine vidner i sagen mod den 25-årige rockerlærling Mazdak Fabricius, der er tiltalt for drabet.

Pigen, T, har ikke selv vidnet i sagen, der kører ved Glostrup Ret, da hun i dag er psykisk syg, men telefonaflytninger har dokumenteret, at hun både havde et forhold til Mazdak Fabricius og en ledende figur fra Tingbjerg-grupperingen, HT.

Politiets teori er, at det er dette dobbeltspil, der i august 2008 får blodet til at koge mellem de to, og at striden om pigen i løbet af bare en uge udvikler sig fra et personligt opgør mellem Mazdak Fabricius og HT til at være et klubanliggende for Hells Angels.

Ingen vidner fra hverken Hells Angels eller Tingbjerg har i retten ønsket at kaste lys over episoden den aften. Hukommelsen har på stribe svigtet for en række vidner, og derfor har anklager Henrik Aagaard måttet støtte sig til politirapporter.

- Jeg kan ikke huske det, lyder en af de mest brugte fraser fra vidneskranken, hver gang Henrik Aagaard har spurgt vidner 'kan det passe, at du har forklaret sådan til politiet'.

Ikke mindst tirsdag, da vidner måtte passere op mod 150 personer fra Hells Angels og Tingbjerg på vej ind i retten, svigtede hukommelsen fælt igen og igen.

Alligevel står anklagemyndighedens sag via vidner og politirapporter nu nogenlunde klart. Mindst tre episoder førte til drabet på Osman Nuri Dogan - en 19-årig vvs-lærling, der den aften var bevæbnet og iført stiksikker vest - mener politiet.

Håndgemæng ved frisørsalon

Den første fandt sted 8. august 2008 - altså bare seks dage før drabet på Osman Nuri Dogan. Her kom Mazdak Fabricius - også bare kaldet 'Maz' - kørende i en hvid Mercedes Vito på Nørrebrogade i København.

Synet af HT, der stod uden for en frisør-salon, fik ham til at trække ind til siden og rulle vinduet ned.

- Jeg er Maz, og vi er AK81, gengav et af flere vidne, der var sammen med HT, episoden til politiet.

Foran frisøren udviklede det sig til håndgemæng mellem Mazdak Fabricius og HT. Det har de begge tidligere erkendt i retten.

 Ifølge Mazdak Fabricius blev han kaldt forræder af indvandrerne.

- Vi skulle ind for at have sodavand og stopper ud for en kiosk. Der render jeg ind i en gruppe af mænd, hvor én genkender mig og spørger om det er mig, der er Mazdak, og om jeg ikke er flov over at være så dansk, som jeg er – og så videre. Det er nærmest en racistisk udtalelse til mig. Vi står mundhugges, og så kommer der er fem-seks stykker ud fra frisøren, og der bliver lidt tumult. Jeg bliver slået en gang. De er væsentligt i overtal, så vi sætter os ind i bilen og kører derfra, forklarede Mazdak Fabricius mandag.

HT selv huskede meget dårligt episoden. En af hans venner har dog tidligere forklaret til politiet, at Mazdak Fabricius hentede en hammer i bilen, og at det kun var flere tililende vidners indsats, der forhindrede et større slagsmål den dag.

Skud affyret samme dag


Den næste episode, der ifølge politiet var med til at eskalere konflikten konflikten fandt sted allerede samme dag som håndgemænget. Det har en af HT's venner, der også var til stede ved frisøren, tidligere fortalt.

Ifølge vidnets forklaring til en politirapport så han nemlig Mazdak Fabricius igen allerede senere samme aften - ved torvet i Tingbjerg.

- På et tidspunkt kom den hvide Mercedes Vito ned ad Åkandevej, svingede til højre, og der blev affyret et par skud ud ad den nedrullede siderude. Afhørte var sikker på, at det var Mazdak, der skød, gengiver en politirapport hans forklaring. Forklaringen er dog hverken gennemlæst eller underskrevet.

Den 25-årige rockerlærling er dog ikke tiltalt for dette skyderi, ligesom vidnet i dag i retten nægtede nogensinde at have forklaret sådan.  

- Jeg er aldrig blevet afhørt af politiet. Jeg havde besøg af en fra Politigården, mens jeg afsonede, men han sagde, at det ikke var nogen afhøring og tog ikke nogen noter, sagde vidnet i retten.

- Det der har jeg aldrig sagt, sagde vidnet.

Rockervenner beskudt

Den sidste episode fandt sted aftenen før skyderiet på torvet i Tingbjerg, og politiets teori er, at det er med dette skyderi, at den 25-årige rockerlærling får grønt lys fra Hells Angels til at handle og sætte et egentligt angreb ind på Tingbjerg-grupperingen som sådan.

Episoden fandt sted 13. august 2008 om aftenen, efter at Mazdak Fabricius var blevet sat af hos pigen T af to rockervenner. Øjeblikket senere blev de to venner , M og C - der ligesom Mazdak på det tidspunkt var medlem af AK81 i København - beskudt.

- De har lige skudt efter M og C ( rockervennerne, red.) lige uden for her, fortalte pigen T i telefonen til en veninde den aften.

- Jeg hørte bare 30 skud, sagde hun.

En episode, som både bekræftes af en politirapport og Mazdak Fabricius.

- De ( vennerne, red.) sætter mig af ved Glumsøvej, så bliver der skudt efter dem. Da de kommer ned til enden af vejen, bliver de beskudt, sagde Mazdak Fabricius i går i retten.

Politiet har ingen tekniske beviser, der knytter den 25-årige rockerlærling til gerningsstedet den aften. Hans alibi - han hævder at være sammen med en række venner fra 'klubben' - er dog tidligere skudt noget i sænk, idet vennerne på ingen måde har fortalt samme historie, som Mazdak Fabricius.

Politiet har dog fundet én krudtpartikel på den tiltalte, en partikel, der dog ikke kan knyttes til sagen, og som ifølge Mazdak Fabricius stammer fra skud med en start-pistol.

Det eneste, der direkte knytter den tiltalte til skyderiet, er en tilståelse, som han 22. august 2009 skal have afgivet i en bil til en rocker-ven.

Vennen, MFP, er siden dømt for fem drabsforsøg, har forladt miljøet og samarbejder i dag med politiet. Han har siden været politiets kronvidne en flere rockersager - herunder sagen mod Brian Sandberg, der sammen med 14 andre for nyligt blev idømt 135 års fængsel.
 
Beskyttet af et massivt politiopbud fortalte han i går i retten, at Mazdak Fabricius tilstod i 2009, da de to holdt vagt for Brian Sandberg, der spiste på Sticks'n'Sushi.

- Han siger det sådan, at ' det var vedrørende det Tingbjerg-forhold', som han var sigtet i. Så ser jeg på ham og siger ' hvad med det?' Hvor han så siger, at det havde han faktisk begået. ' Den er god nok,' siger han, fortalte MFP i går i retten.

Ifølge den tekniske undersøgelse blev der den aften affyret mindst 25 skud, der sprøjtede ind over pladsens unge i to eller tre byger.

- Mazdak begynder at fortælle om, at det var angående en pige, der hed T, hvor han så snakker lidt om, at det skulle der sgu gives tilbage på, fortalte MFP.

- Han kørte derud i bil, hvor han affyrede skud. Han beskriver det nærmest, som om han affyrede skud inde fra bilen af, hvor projektilerne fløj til højre og venstre, hvor han nærmest griner og siger ' den løb sgu løbsk', og han ikke kunne styre den.

- Troede du på ham?, ville anklager Henrik Aagaard vide.

- Det gjorde jeg fuldt ud. Det må jeg nok indrømme. Jeg tvivler ikke to sekunder.

- Det virkede, som om han var okay-pavestolt af det.

Mazdak Fabricius, der i dag er avanceret til hangaround -prøvemedlem - i Hells Angels, erkendte mandag, at han tilstod drabet over for MFP. Noget, der dog udelukkende var pral, bedyrede han.

- Jeg er lidt af en pralhals. Jeg har også pralet med høje karakterer i skolen.

Hvis den 25-årige kendes skyldig, ventes straffen at udmåles 16. november 2011.