De stigende elpriser har i den grad fået danskerne til at tænke sig om en ekstra gang i håbet om at spare.

Nogen måske en tand for meget.

I hvert fald modtog Østjyllands Politi onsdag morgen et opkald fra en 52-årig mand, der var stødt på noget mistænkeligt ved sin bolig i Ulstrup, fremgår det af politikredsens døgnrapport.

Manden havde nemlig opdaget, at der fra et udvendigt kraftstik var trukket et strømkabel, som gik væk fra huset og hen mod en naboejendom.

Det mistænkelige strømkabel var sågar gravet ned, hvorfor det ikke var lige sådan at få øje på.

Ifølge anmelderen er der derfor mistanke om, at en nabo har benyttet kablet til at stjæle strøm, som den 52-årige hæfter for.

'Østjyllands Politi sendte en patrulje til adressen for at indhente yderligere oplysninger, og sagen vil nu blive undersøgt nærmere', lyder det i døgnrapporten.