En person er natten til lørdag blevet anholdt i forbindelse med et knivoverfald i Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Vedkommende blev anholdt kl. 2 i nat, men meget mere vil politiet ikke oplyse af hensyn til efterforskningen af sagen.

Det var ved halv otte tiden, at anmeldelsen om knvistikkeret kom.

Her var en 27-årig mand blevet stukket to gange i brystregionen efter tilsyneladende at have været involveret i et slagsmål ved Engvang.

Offeret blev siden fløjet til Rigshospitalet i København.

Fredag aften oplyste Midt- og Vestsjællands Politi til B.T., at den 27-årige var uden for livsfare, og lørdag morgen lyder en tilsvarende melding om hans tilstand.

Ordensmagten vil gerne høre fra vidner, der kan have set eller hørt noget i området.