En brand, der lørdag aften og nat hærgede en kulturhistorisk mølle i Holbæk, kan være påsat, mener politiet. To drenge på 16 og 17 år er fængslet i sagen.

En dansk kulturskat kan være gået tabt i en brand.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Sent lørdag aften gik ild i Søndersted Stubmølle, der står i Strandparken i Holbæk. Møllen står på Kulturministeriets liste over dansk kulturarv over fredede og bevaringsværdige bygninger, og søndag morgen er det stadig uvis, hvor hårdt møllen er medtaget efter branden.

»Der er omfattende skader på møllen, men det er uvist, hvor meget der er tilbage af den,« siger Henrik Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Foto: Claus Bech
Vis mere

De første undersøgelser af møllen har vist, at nogen er brudt ind i den og har tændt et bål.

»Vi har talt med flere vidner i forbindelse med branden. Det har ført til, at vi først og midt på natten har anholdt to unge mænd, og vi arbejder på at klarlægge deres andel i det, siger vagtchefen.

I en pressemeddelelse søndag formiddag oplyser politiet, at der er tale en 16-årig dreng fra Jyderup og en 17-årig dreng fra Holbæk.

De blev senere fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk, hvor de blev varetægtsfængslet frem til 13. juni. På grund af deres alder, skal de ikke indsættes i en arrest, men i en lukket ungdomsinstitution.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Søndersted Stubmølle er bygget omkring år 1700, men er ikke funktionsdygtig i dag. Den stod oprindeligt i Butterup nær Tuse vest for Holbæk, men blev i 1875 flyttet til Søndersted. Først i 1938 blev den flyttet til Strandparken, hvor den har stået indtil i dag.

Søndersted Stubmølle i Holbæk stod i flammer natten til søndag. Politiet mener, branden er påsat og afhører nu mulige gerningsmænd.
Søndersted Stubmølle i Holbæk stod i flammer natten til søndag. Politiet mener, branden er påsat og afhører nu mulige gerningsmænd. Foto: Google Maps
Vis mere

Lørdag aften holdt flere unge mennesker fest i Strandparken, hvor møllen stod, og flere vidner hjalp politiet med at udpege de formodede gerningsmænd.

»Politiet vil i den forbindelse gerne takke vidnerne for værdifulde oplysninger, der hurtigt førte frem til anholdelserne,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi i pressemeddelelsen.

Ifølge vagtchef Henrik Olesen er der sket omfattende skader på møllen. Området omkring den er afspærret med henblik på nærmere undersøgelser.

/​Ritzau/