En 40-årig mand mistede natten til torsdag sit dankort, efter han havde taget en pirattaxa på vej hjem fra en bytur i Aarhus.

Ifølge den 40-årige steg han omkring klokken 03.00 ind i pirattaxaen, og han aftalte med chaufføren, at han skulle betale for noget benzin på en tankstation på vejen hjem.

Da de var helt fremme ved manden bopæl, insisterede føreren af bilen at vise den 40-årige en særlig dans.

De to dansede herefter tæt på hinanden.

Senere torsdag opdagede den 40-årige, at hans dankort var blevet stjålet, og at der var blevet hævet flere tusinde kroner på det.

Det er ikke første gang, en pirattaxachauffør laver tricket med at vise en dans.

I maj fik også en 33-årig mand stjålet sit dankort, da en chauffør insisterede på at danse efter turen.

Om det er den samme pirattaxachauffør vides og ikke.

Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig benytter sig af en pirattaxa, da der er risiko for at blive udsat for tyveri eller røveri.

Benyt en officiel taxa eller lav en aftale med en ven eller et familiemedlem, der kan hente dig i byen, lyder anbefalingen.