Torsdag udspillede der sig en ganske tragisk hændelse i et villakvarter i Odense.

Her kvalte en 51-årig far sin kun otte år gamle datter.

Derefter ringede han til ekskonen (pigens mor, red.) og fortalte om det. Han er nu anholdt og blev fremstillet i grundlovsforhør fredag middag i Retten i Odense. Den sigtede blev varetægtsfængslet i fire uger på en psykiatrisk afdeling.

Et nu slettet indlæg fra den kirke, som den drabssigtede far var fast inventar hos, viser en mand, der var tynget af fortidens synder. Han gik dog ikke i detaljer med, hvad synderne gik ud på. Det fremgår, at han gik fra at være kulturkristen (kom kun i kirken, når det var til barnedåb, konfirmation eller bryllupper osv.) til at være en person, der hver eneste uge så frem til søndagens prædiken.

Han gik så langt at kalde sig for at være værre end en synder. Han var fortabt - indtil han for alvor fandt kirken. De andre kirkegængere kaldte han for sine nære venner. Den 51-årige far gjorde det dog klart, at han havde fundet en bedre vej - et bedre liv med kirkens hjælp.

Han takkede på sin familie og sin datters vegne. Ifølge ham gjorde kirken ham til et bedre menneske ikke kun for sin egen skyld, men også for sine medmenneskers skyld.

Desværre virker det til, at meget har ændret sig siden 2013, hvor indlægget stammer fra. Politiet har tidligere oplyst, at han blev separeret fra sin kone for nyligt.

Det skete under ganske dramatiske omstændigheder. Moderen og datteren flyttede ud af familiens villa for at flytte på krisecenter. Derefter flyttede moderen og datteren ind hos moderens forældre, fortæller naboen Jette Larsen.

»Det tog da på ham, men han opførte sig ordentligt. Der var ikke noget med at forfølge moderen eller skabe problemer på andre måder, som man nogle gange hører om,« siger Jette Larsen, der også oplevede, at den 51-årige far havde været i godt humør den seneste tid.

Ifølge naboen Jette Larsen gik den konen fra manden, da hun ’ikke kunne mere’.

»Han havde fået for meget at drikke og havde fået et anfald. Han var meget ondskabsfuld, og det kunne hun ikke finde sig i. Men han havde altså ikke været voldelig,« fortæller Jette Larsen til Fyens.dk.

Det er foreløbigt også politiets eneste mulige motiv i sagen.

»Jeg tror, at denne separation og tvist om samkvem kan være et motiv«, sagde lederen af efterforskningen hos Fyns Politi, vicepolitiinspektør Henrik Justesen til BT.

Den 51-årige forsøgte efter drabet på datteren at tage sit eget liv, hvilket dog mislykkedes. Inden da havde han dog skrevet nogle afskedsbreve, som nu indgår i politiets efterforskning. Under fredagens grundlovsforhør kom det frem, at den sigtede far blev anholdt kun iført underbukser, og han stank af alkohol.

Selv har manden foreløbigt ikke ønsket at udtale sig i sagen til politiet. Det oplyste specialanklager Klaus Holten Kristensen fredag morgen til BT.

Forsvareren forklarede at sigtede er svært påvirket af situationen. Forsvareren mener ikke, der er tale om drab, men vold med døden til følge.