Den 37-årige mand, der i går blev anholdt og sigtet for drabene på kirurg Bjarne Johansen og økonomidirektør Heidi Nielsen, er blevet fængslet i fire uger.

Den 37-årige blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvor han nægtede sig skyldig. Han ønskede heller ikke at udtale sig.

Dommer Torben Østergreen-Johansen valgte - efter at have voteret i mere end halvanden time - at fængsle den drabssigtede i fire uger - herunder 14 dage i isolation.

Isolationsfængsling er normalt et redskab, politiet benytter, hvis der er særlige grunde til at tro, at den sigtede vil forsøge at forstyrre efterforskningen af sagen - eller hvis der f.eks. er medskyldige på fri fod.

Ifølge Fyns Politi havde man haft den 37-årige - der tidligere er dømt for væbnet røveri og vanvidskørsel - i kikkerten over en længere periode, før man torsdag anholdt ham og ransagede en række adresser i Odense, herunder hans bopæl ikke langt fra Tusindårsskoven, hvor ægteparret blev mejet ned i midten af april.

Sagen blev kørt bag lukkede døre, og derfor er intet sluppet ud om, hvilke beviser politiet har mod den sigtede.

Men beviserne var altså stærke nok til en fængsling, vurderede dommer Torben Østergreen-Johansen.