Caroline Fleming er den engelske presses nye darling

Arsenal-spilleren Nicklas Bendtner og baronessen Caroline Fleming er blevet forsidernes foretrukne foder, siden de for kort tid siden offentliggjorde deres spirende kærlighed.

Og nu er englænderne også ved at få øjnene op for den fotogene forelskelse.

I denne weekend introducerer engelske The Sun verdens lækreste WAGs (fodboldfruer) for deres kræsne publikum (af hovedsageligt mandlige læsere).

Og ud af de mange skønne ikke-engelske kvinder, er det kun to, der omtales på thesun.co.uk - fodboldspilleren Wayne Bridges seneste scoring, silikone-silden Kim Kardashian, og Bendtners blonde baronesse.

Ifølge The Sun er Caroline Fleming en "Danish tasty" (en dansk lækkerbisken), der udstråler klasse med sit fine, blonde hår, og sin diskrete make-up.

Avisen skriver fejlagtigt, at baronessen er datter af baron Niels Luel-Brockdorff (familien hedder Iuel-Brockdorff), men beskriver hvordan det umage par mødte hinanden under en optagelse til baronessens tv-show.

- Han er meget charmerende, kvik, og meget villig til at hjælpe andre mennesker. Man ved aldrig hvornår at vores veje krydses igen, skulle Caroline Fleming have sagt om sin unge boldspiller dengang.

22-årige Bendtner og 34-årige Caroline Flemings veje krydses i den grad, at der gisnes om, at parret er flyttet sammen i London. Og dermed i sigtekornet for presse og paparazzier, der ikke kan få nok af de danske Beckhams.