»Giv den altid glade Jesper Sørensen 1 like og lad os håbe på, at han har en masse år tilbage at leve i, så han kan få oplevet en masse :-)«

Sådan lyder det umiddelbart glade og velmenende budskab i Facebook-gruppen '1 like = 1 ekstra dag til Jesper Sørensen', der på overfladen har til hensigt at vise støtte til den progeria-ramte Jesper Sørensen, kendt fra TV 2's programmer om hans liv med den dødelige sygdom.

Men Facebook-gruppen, der siden oprettelsen den 28. oktober har opnået mere end 31.000 likes, bliver skarpt kritiseret af flere Facebook-brugere, ligesom den også gør ulovlig brug af videoklip og billeder af den 17-årige Jesper Sørensen.

BT har selv henvendt sig til gruppens bagmænd for at høre, hvad formålet med siden er, men et døgn efter BTs besked er blevet læst, har bagmændene bag gruppen endnu ikke besvaret BTs henvendelse.

På Facebook-siden ligger der blandt andet billeder og videoklip, som er produceret af ugebladet Ude og Hjemme. Det er sket uden Ude og Hjemmes tilladelse, oplyser redaktionschef på ugebladet, Kasper Bækgaard.

»Vi konstaterer, at Facebook-gruppen – frem for at citere vores Bubber-video – har kopieret den og genudgivet den på Facebook-siden – og dermed stjæler vores trafik på videoen. Gruppen bruger også billeder, som Ude og Hjemme har ophavsret på – uden at have fået tilladelse. Jeg har derfor orienteret Allers juridiske afdeling,« lyder det i et skriftligt svar fra Kasper Bækgaard.

Den video, Kasper Bækgaard henviser til, varer to minutter og viser tv-værten og Ude og Hjemme-skribenten Bubber besøge Jesper Sørensen i hans hjem i Vrå. Bubber undrer sig også over, hvordan videoen er havnet på siden.

»Vi lever en i "cowboy"-tid, hvor man kan stjæle, flytte og smide rundt med alt på nettet, som man vil. Der er meget lidt kontrol med tingene. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man har behov for at lave Facebook-grupper i andres navn. Hvad får man ud af det? Hvis man gør det, skal man i hvert fald have tilladelse fra de mennesker, siden handler om. Man kan ikke tillade sig at gøre det uden,« siger Bubber til BT.

BT har også været i kontakt med Line Yde Astorp, der står bag Støtteforeningen for Progeriaramte Familier. Hun skriver i en mail til BT:

»Det ikke er en side, der gør noget godt for Jesper. Jeg kontakter dem, der står bag – hvis jeg kan – og beder dem om at lukke den.«

Jesper Sørensens mor, Jette Sørensen, oplyser til BT, at familien ikke har noget med siden at gøre, men at man ikke ser den som et problem.