Gourmetkokken Wassim Hallal kan gå påsken trygt i møde, efter at TV2 har flyttet 'Helvedets Køkken' .

Seertallet er steget med 50.000 seere, og for første gang siden åbningen går det den rigtige vej for reality-serien, der er en dansk version af den engelske superkok Gordon Ramsays tv-show.

- Vi er glade for, at 'Helvedets køkken' har fundet flere seere efter at vi flyttede det til et senere sendetidspunkt. Vi synes Wassim fungerer rigtig godt, og tidspunktet rammer bedre, siger TV2´s faktachef Sune Roland.

TV2 havde lagt reality-serien overfor DR´s populære 'Hammerslag' og TV3-successen 'Luksusfælden', og det gav tørre seertæsk til den storbandende køkkenchef.

'Helvedets Køkken' blev set af i gennemsnit 466.000 seere i tirsdags mod 418.000 seere i sidste uge, og da seeningen var på sit højeste, var der 550.000 seere til kokkekonkurrencen.