Tegneserieforfatteren og medstifteren af Marvel Stan Lee er død 95 år gammel.

Det erfarer det amerikanske medie TMZ, der citerer Lees datter, mens familiens advokat bekræfter dødsfaldet over for AP.

Den 95-årige Lee havde igennem flere måneder kæmpet med et stadigt dårligere helbred, og tidligt mandag morgen blev han bragt til Cedar's-Sinai Medical Center i Los Angeles, hvor han døde.

»Min far elskede alle sine fans. Han var den største, mest anstændige mænd,« siger hans datter J.C. Lee til TMZ.

Stan Lee.
Stan Lee. Foto: Issei Kato
Vis mere

I 1961 skabte Stan Lee sammen med Jack Kirby superheltegruppen 'The Fantastic Four' til Marvel Comics, så de kunne konkurrere mod DC Comics' populære superheltegruppe 'Justice League of America'. Han står også bag blandt andet 'Spider-Man', 'Black Panther', 'The Incredible Hulk', 'X-Men', 'Iron Man' og 'The Avengers'.

De seneste år er Stan Lee blevet en ikonisk figur i popkulturen, hvor han i hver eneste af de ekstremt populære superhelte-film, som Marvel står bag, har været ganske kort med - en såkaldt 'cameo'.

I 2011 fik han en stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Stan Lees hustru, Joan Lee, som han var gift med i 69 år, døde sidste år 93 år gammel.

Stan Lee sammen med sin datter Joan Celia Lee.
Stan Lee sammen med sin datter Joan Celia Lee. Foto: VALERIE MACON
Vis mere