En selvbiografi fra 'Venner'-stjernen går tæt på de voldsomme konsekvenser, hans alkoholmisbrug havde på helbredet.

'Friends, Lovers and the Big Terrible Thing' er historien om Matthew Perrys rejse, hvor der i den grad har været både op- og nedture for stjernen.

I et interview med People fortæller Matthew Perry, hvorfor tiden er inde til at fortælle historien nu.

»Jeg ville gerne vente med at dele, til jeg var sikker på, at jeg ikke gik tilbage til den mørke side igen. Jeg måtte vente, til jeg var sikker på, at jeg ville forblive ædru og væk fra sygdommen, der er alkoholmisbrug. Jeg mener også, at min historie kan hjælpe andre,« lyder det.

Den 53-årige skuespiller fortæller i biografien, at han som 49-årig var tæt på at dø, da han måtte bruge flere uger på hospitalet, efter at hans tyktarm brast i forbindelse med en overdosis af opioider.

Han lå herefter to uger i koma og fem måneder på hospitalet.

Efterfølgende måtte Matthew Perry bruge stomipose i ni måneder.

»Da jeg første gang blev indlagt, fortalte lægerne min familie, at jeg havde to procent chance for at overleve. Jeg var sat op til en maskine, der foretog al det, mit hjerte selv skulle kunne. Det overlever folk som regel ikke,« fortæller han til mediet.

Da Matthew Perry som 24-årig fik sin ikoniske rolle i 'Venner', var hans afhængighed stadig noget, han kunne håndtere.

»Jeg kunne lige klare det. Men da jeg blev 34, var jeg i store problemer. Men i den periode var der tre år, hvor jeg var ædru. I sæson 9 var jeg ædru hele vejen igennem. Og gæt, hvilken sæson jeg blev nomineret til en pris? Det burde jo sige alt.«

Under det meste af tv-serien 'Friends' kæmpede Matthew Perry med sit misbrug.
Under det meste af tv-serien 'Friends' kæmpede Matthew Perry med sit misbrug. Foto: Reed Saxon
Vis mere

Matthew Perry fortæller ærligt, at han har været indlagt til afvænning 15 gange gennem årene.

Han vil i dag ikke sætte tal på, hvor længe han har været ædru, men han tæller stadig hver dag.

»Det er vigtigt. Hvis du mister din ædruelighed, betyder det ikke, at du har mistet det, du har lært om dig selv. Din dato, for hvornår du blev ædru, kan ændre sig. Men du har stadig den viden, du har fået i perioden, og du har muligheden for at kæmpe dig tilbage.«

Matthew Perry har 14 ar på maven efter sin operation i forbindelse med tyktarmen.

»Det er en god påmindelse om at forblive ædru. Jeg skal bare kigge ned.«

Med bogen håber skuespilleren, at han kan hjælpe andre til at tro på, at det er muligt at komme tilbage til livet fra et misbrug.