På dagen, hvor nyheden om at Kim Kardashian og Pete Davidsons forhold er gået i stykker, er der alligevel noget at glæde sig over i Kardashian-klanen.

Søsteren Khloé Kardashian er nemlig blevet mor igen til en lille dreng.

Det skriver People, som har fået det bekræftet af hendes repræsentanter.

Det er hende og Tristan Thompsons andet barn, som er kommet til ved hjælp af en rugemor.

38-årige Khloé Kardashian og 31-årige Tristans Thompson, som er professionel basketspiller, danner ikke længere par.

Det var først i sidste måned, at nyheden om deres forestående forældreskab kom ud.

De er i forvejen forældre til deres 4-årige datter True Thompson.

Grunden til at Khloé Kardashian har brugt en rugemor er, at graviditeten ville være forbundet med stor sundhedsmæssig risiko, hvis hun selv bar barnet.

Det har hun selv fortalt i serien 'Keeping Up with the Kardashians'.

»Jeg vil ikke gå i detaljer på kamera, men de sagde (lægerne, red.), at der var omkring 80 procent risiko for, at jeg ville miste barnet. Jeg mistede næsten True i begyndelsen af graviditeten.«

Hvor sønnen kun er Khloé Kardashians andet barn, er det Tristan Thompsons fjerde. Han har også to andre sønner fra tidligere forhold.